Min afsked med islamismen

Den frafaldne imam lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af, hvad han har oplevet i de islamistiske miljøer, der gemmer sig bag en pæn overflade.

Akkari har skrevet bogen Min afsked med islamismen i samarbejde med journalisten Martin Kjær Jensen, og det er et vellykket parløb. Journalisten har tjekket Akkaris oplysninger, hvor det var muligt, og inviteret bogens mest kritiserede personer til at kommentere. Ikke overraskende synes disse at lide af helt eller delvist hukommelsestab. Akkari lader til at befinde sig godt i rampelyset, og man kan spørge sig selv, om hans omvendelse fra rabiat islamist til god demokrat nu også er troværdig. Efter at have læst bogen, er jeg ikke i tvivl. Han har betalt en høj pris for sin ærlighed og lever nu af sikkerhedsgrunde på skiftende adresser i ind- og udland.

Hvad får en velfungerende, velintegreret teenagedreng til at overgive sig til islamismen? Det giver bogen et godt svar på. Med ungdommens indbyggede usikkerhed lader Akkari sig lokke ind i moskeens varme fællesskab godt hjulpet af drevne missionærer. Langsomt men sikkert føres han frem mod den uforsonlige islamisme, nok også til dels forført af sin egen ærgerrighed. Han er intelligent og har talegaverne i orden, og da han først har set lyset, avancerer han med lynets hast til den islamistiske inderkreds og bliver en betydningsfuld og velanskrevet imam. En læreruddannelse sikrer ham senere job i en muslimsk friskole. Hans omvendelseshistorie til god, demokratisk samfundsborger er til gengæld lidt mere kompliceret.

Akkaris centrale position i de islamistiske miljøer har givet ham en enestående indsigt i forholdene bag kulisserne både i Danmark og udlandet. Langt hen ad vejen var han selv en aktiv medspiller, ikke mindst i Muhammed-krisen, som fylder en hel del i bogen. Her var han en af frontfigurerne og med til at puste til ilden. Han beskriver de forskellige muslimske foreninger og organisationer som hykleriske. Udadtil viser de et pænt ansigt, men indadtil er det den rabiate, uforsonlige islamisme, der dominerer. Også de muslimske friskoler er et led i dobbeltspillet. De styres ifølge Akkari i al hemmelighed af islamistiske kræfter, men formår at vise et helt andet ansigt ved de obligate inspektioner. Det er ekstra skræmmende, hvis de nye muslimske generationer her indoktrineres til at foragte det danske samfund.

Paradoksalt nok var det Akkaris voksende kendskab til de forskellige islamistiske miljøer, der medvirkede til at åbne hans øjne. Her oplevede han hykleri, religiøse stridigheder, magtbegær og udbredt korruption. Det lagde kimen til hans omvendelse i demokratisk retning.

Akkaris selvbiografi er på flere måder en vigtig bog. Han bekræfter det indtryk, vi har fra medierne, at flere muslimer lever i et parallelsamfund, hvor socialt bedrageri er udbredt, men han graver et spadestik dybere og giver et lille indblik i inderkredsen i de lukkede islamistiske miljøer, som er fuldstændig fremmede for de fleste danskere. Det er Akkaris håb, at han med sin bog kan nå unge muslimer, før de bliver rekrutteret af islamisterne. Man må håbe, at også andre, ikke mindst politikerne, vil læse bogen.