Metusalem

Humoristisk og fandenivoldsk krimi fra Færøerne, hvor privatdetektiven Hannis Martinsson bliver involveret i en tilsyneladende banal sag, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.

I denne roman, som er Jógvan Isaksens fjerde på dansk, bliver journalist og ”konsulent” Hannis Martinsson kontaktet af en pensioneret fisker, da man finder et gammelt skelet ved oprensningen af en sø. I første omgang tror man, der er tale om et meget gammelt skelet – måske en vikingehøvding - som i folkemunde døbes Metusalem. Men fiskeren er overbevist om, at det er hans bror, som arbejdede for PET og forsvandt i 1961. Fundet af skelettet kommer til at handle om både NATO, PET og Den Kolde Krig. Sideløbende med opklaringshistorien og den storpolitiske historie kører Hannis´ private historie om hans noget lemfældige omgang med alkohol samt forholdet til elskerinden Duruta og datteren Turid.

Det er en grum historie med flere blodige mord, hvor Hannis undervejs har indbrud, bliver overfaldet og hører sin egen dødsannonce læst op i radioen. Det humoristiske og ironiske, der er kendetegnende for Jógvan Isaksen, spiller dog hele tiden med. Hele handlingen sætte således i gang, da søen skal renses op, fordi Dronning Margrethe og Prins Henrik skal komme til Færøerne for at se på et plejehjem i nærheden af søen. Og så skal der ryddes op.

Jógvan Isaksen har udtalt, at han er inspireret af den ensomme detektiv hos Dashiell Hammett og Dan Turèll men også af den nordiske tradition repræsenteret af Sjöwall & Wahlöö. For sidstnævntes vedkommende dog uden den løftede pegefinger. Han er dog ikke mere macho, end at han lader den private (kærligheds)historie fylde pænt i handlingen.

Handlingen i sig selv bringer ikke noget nyt til genrer og kan minde om Arnaldur Indridason: ’Manden i søen’, som jeg personligt synes, er mere spændende og lidt mere troværdig.

Jeg har dog følt mig ganske godt underholdt af denne humoristiske røverhistorie. Selvironien er alle steds nærværende, som da Hannis forsøger at løbe fra sine forfølgere og tænker: ”Færinger ville i det hele taget næppe kunne gøre sig gældende som løbere i international sammenhæng, det var vi alt for kortbenede til…. på den anden side var de yngre blevet højere end deres forældre, så hvem vidste, om ikke færinger engang vandt en olympisk medalje i løb” (oversættelse:  Povl Skårup)