Med kærlig hilsen...

Tyve små beretninger fra landets mest erfarne tv-reporter. Ulla Terkelsen har oplevet det hele, og så kan hun skrive r.... ud af bukserne.

Denne bogs forfatter må være gjort af et særligt stof. Ulla Terkelsen har været rejsende reporter i omtrent et halvt århundrede, hendes erfaring er kolossal, og disse små essays, eller hvad man nu kan tillade sig at kalde dem, fastslår, at hun er en knivskarp formidler. Hun har en velformuleret humanistisk holdning og så har hun et sprog, der er let, spændstigt og underholdende.

Det er ikke en almindelig biografi. Det er en samling små fortællinger fra Ulla Terkelsens brogede liv, men de er alle yderst aktuelle, hvis man tænker: "åh nej, skal vi nu høre om hendes ungdom i swinging London". For ja, det skal vi også, men alle historier bliver sat ind i et relevant perspektiv. Vi kommer helt tilbage til Ullas barndom i Århus, hvor der blev diskuteret lystigt og kulturradikalt, vi hører om drengen Sultan fra dengang, samtidig med at vi i nutiden møder kvinden Sultan, som er tyrkisk og dansk universitetsuddannet. Sultan er tolk og guide for Ulla Terkelsen i Istanbul, hvor hun dækker valget i 2015 og lærer hende også, at man gerne må miste overblikket. Nok går vores gode skribent glad ud ad en tangent, men hun finder tilbage igen hver gang.

Kapitlet med titlen: ’Hvis lykke har en lyd’ handler egentlig om demonstrationerne på Tahrir-pladsen, og starten på det, vi troede var det arabiske forår. Men vi kommer også lige rundt om, hvordan man synger for juleaften, at det gælder om at fange forsangerens stikord, og kommer en vending tilbage i hotelbaren i Belfast, dengang krigen var lige udenfor. I det afsluttende kapitel er Ulla Terkelsen lidt mere vemodig end ellers, hun siger, at verden er i ondt lune. Hun fortæller om den blodige sommer 2016 i Nice, der blev kaldt klapvognsmassakren, og naturligvis minder det hende om somrene på Promenade des Anglais med sønnen i klapvogn. I det hele taget er det en bog med mange associationer, og de er gode at få forstand af, fordi forfatteren har så uendelig en bagage at trække på. Det er egentlig den perfekte natbordsbog, små afsnit til både eftertanke og underholdning.

Et bogmenneske kan jo heller ikke undlade at glæde sig over de litterære associationer. Her er referencer til fx Joseph Conrad, der var en rodløs og international sjæl ganske som forfatteren selv og til digterne W.B. Yeats og W.H. Auden, hvis digt indleder bogen:

Faces along the bar
Cling to their average day:
The lights must never go out,
The music must always play.