Maria

På én dag oprulles to 40-årige kvinders liv, så forskellige og dog så ens. Lyder det spændende? Det er det ikke, Malou Aamunds roman er stereotyp, forvirrende og trættende.

Malou Aamund debuterer med romanen 'Maria', hvor to 40-årige kvinders liv udrulles på et døgn. De hedder begge Maria og har nærmest haft den samme opvækst, og alligevel er de hinandens modpoler. Den ene vælger et karrierespor, hvor hun benhårdt udraderer de kolleger, der står i vejen, bedrager sin mand og kalder sin hund elskerens navn (hvilket er meget morsomt). Den anden Maria lever et stille, inferiørt liv, hvor alt handler om at gøre andre tilfredse, altså den evige dørmåtte.

Romanen er skarpt delt op i to, og der krydsklippes ikke mellem de to kvinders liv. Første halvdel handler om den undseelige Maria, hvis mand naturligvis er utro, og hvis børn behandler hende dårligt. Anden del om den samvittighedsløse Maria, der i den grad slår sig løs og derved står i skarp kontrast til den første.

Selvom en spejling af de to kvinders liv kunne være spændende, så blev jeg så forvirret, at jeg måtte læse romanen to gange. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad det var, forfatteren ville, og det på trods af, at hun både fortolker og analyserer hver en bevægelse, kvinderne foretager. Jeg tænkte først på, om det egentlig var en kvinde, der indeholdt begge sider, men raffineret blev fremskrevet som to. Altså det med at vi alle indeholder flere sider, der kommer til udtryk forskelligt. Men jeg kunne ikke få den tolkning til at passe. Jeg brugte også en del tid på at spørge mig selv, om de meget karikerede liv var rigtige liv. Om livet virkelig er så sort-hvidt, og om personerne er troværdige. Mit svar er nej, det forekommer mig helt urealistisk, at der findes mennesker, der er så endimensionelle.

Jeg synes ofte, det er svært at anmelde debutanter, for jeg ved, at det er vigtigt at blive læst rigtigt første gang, og en dårlig anbefaling er svær, fordi der ligger en drøm bag den modige førsteudgivelse. Derfor spurgte jeg mig selv, om det måske var forfatterens ønske, at romanen er et feministisk debatindlæg om kvinders valg eller mangel på samme. Men selvom romanen handler om to kvindetyper, og budskabet er, at vi kan være begge typer, så ender den med at være klichefyldt og fyldt med papfigurer. 

Og så til det positive. Forsiden og bogen er vanvittig smuk og lækker på alle måder. Billedkunstner Suvanni Asmussen står for omslagsillustrationen, som er det perfekte og stilsikkre valg. To kvinder som spejler hinanden. Farvevalget, kobberskriften og det fløjlsbløde finish gør, at jeg i den grad håber, at Suvanni Asmussen fremover vil blive brugt som forsideillustrator.