Manden der tegnede Danmark

Smuk og velskrevet coffee table-bog med mange hidtil usete plakater af Ib Antoni, der i sit korte liv nåede at blive en fornem repræsentant for dansk design.

I 1948, da Ib Antoni var 19 år, sad han i Lausanne og tegnede, og han levede af de tegninger, han solgte. Han fik aldrig taget en traditionel uddannelse, men han dygtiggjorde sig ved at studere de kunstnere, han mødte. Det virkede, for som 27-årig tegnede han for LIFE- magazine i New York, og hans plakater blev snart samlerobjekter.

Ib Antoni tegnede både for FDB, Dansk Tyggegummi, Esso, Cirkus Benneweis, Tivoli og flere andre store og kendte virksomheder, men det var først i 1960’erne at hans stil blev helt skarp, og enkeltheden blev hans kendetegn. Når han tegnede plakater for danske firmaer, ønskede han at Danmark skulle fremstå som "et lyst, fornøjeligt og venligt land". Hans plakater formidler en historie om danske værdier, herunder gennemsigtighed, enkelhed og åbenhed, tilsat den vigtige danske "hygge".

Gennemgående for hans plakater er de stærke farver og de runde, glade ansigter, og på trods af verdens tragedier forandrede disse kendetegn sig ikke. Det var ikke fordi Ib Antoni ikke var bevidst om sin omverden, men han sørgede nok snarere for at bevare håbet hos beskuerne. Ib Antoni arbejdede hårdt, var perfektionist og havde brug for ro til sit arbejde. Måske derfor levede han det meste af livet alene i sit strandhus.

Privat var hans liv noget anderledes end på plakaterne. En barndom med mange flytninger og økonomisk usikkerhed, en melankolsk far og en udadvendt mor, krigen og de mange unge mennesker, der ofte sad med ved middagsbordet, havde skabt en rastløshed i både ham og hans lillebror Jørgen. Den offentlige Ib Antoni afslørede meget lidt om ham som privatperson. Jo mere etableret han blev, des mere blev han betragtet som kunstner og ikke kommerciel tegner. Selv mente han ikke, at det ene begreb var finere end det andet.

Da Ib Antoni omkom under branden på Hotel Hafnia i 1973, var der ingen, der havde overblik over omfanget af originalplakater i hans hjem. De blev derfor rullet sammen og lagt på et loft for først igen at se dagens lys i 2009.

Historien om den Ib Antony fortælles for første gang af Sara Alfort, der skriver for Zetland om hverdagen, familier og skole. Hun har samlet utallige brudstykker af et liv, der blev levet af et meget privat menneske, som hverken havde ægtefælle eller børn som livsvidner. Det kan være derfor, at historien om Ib Antonis liv tillader forfatterens egne spekulationer, men det øger blot læseoplevelsen. Bogen er velskrevet og både et resultat af stor grundighed og lysten til at fortælle en ærlig historie om den oversete og unikke kunstner.