Lykkeligt nær - en oldings optegnelser

Bredsdorffs oldingeoptegnelser er en tanke- og tillidsvækkende ode til den vej, vi alle skal.

Hvis jeg kunne ældes med ynde som den storvidende litteraturkritiker og professor emeritus i nordisk litteratur, Thomas Bredsdorff, så ville min lykke være gjort. Der er nok dele af 'Lykkeligt nær', der tager sig mere aktuelt ud, hvis man er i sit livs efterår, men som ungt menneske, er det stadig et smukt udsyn til en tankeverden og krop, som tiden har sat sine uundvigelige spor på.

Aldringen kommer jo efter os alle, men det er decideret inspirerende at læse disse dagbogsoptegnelser, skrevet af 86-årige Bredsdorff i tredje person, om processen og hverdagen med den. Dette sprogligt konstruerede blik på sig selv udefra, på “oldingen”, gør, at teksten bliver mere nøgtern – og derfor føles forunderligt mere uforbeholden. 

Man mærker tydeligt en taknemmelighed hos oldingen, der værdsætter de enkle ting og med et mærkbart, lunefuldt nærvær registrerer alle de fænomener, lyde, karaktertræk og hændelser, hvis skønhed eller sandhed måske ville passere ubemærket forbi et yngre sind. Det skal her nævnes, at bogen er flot illustreret af Thomas Thorhauge, der føjer en række billeder til Bredsdorffs scener og situationer, og de udgør en glimrende visuel følgesvend til læsningen.

Selvom værkets hovedroller er alderdom og det snarlige farvel til verden, så er de flankeret af en rigdom af emner. Tankerne får nemlig også frit løb vedr. alt fra krigen i Ukraine til kinesisk poesi. Fra badminton til barnebarn og fra helvede til lykke. Berøringen, med hvad end det er, bærer stadig præg af et originalt bid og vid, der gør det fornøjeligt at læse. Bredsdorff har et nærmest intimiderende overblik og indblik i litteraturen, særligt poesien, og han arrangerer sine referencer sådan, at han skaber en opmærksomhed om det, han vil sige, med de mange citerede digte, og hvad de bevæger i ham – ikke et reducerende fokus på selve digtene (ikke at de ikke fortjener det!). 

Bredsdorffs brug af Dylan Thomas, Morten Nielsen og Sapfo som løftestang og mødested for sine tanker er særligt nævneværdige. Bogen er derfor af den slags støbning, hvor man simpelthen ikke kan undgå at gå en smule klogere og mere reflekteret derfra efter sidste side er vendt. Hvis man har læst Bredsdorffs tindrende rørende bog Tøsne og forsytia om sin kones Alzheimers, så vil man også vide, at han virkelig kan skrive, så det rammer og rumler i hjertet.
Helt eminent er bogens sidste del, hvor dagbogsoptegnelserne er slut, og fortælleren Bredsdorff skifter til første person, læser sin egen tekst og varmt sammenfatter, hvad den siger om ham:

“Ser man bort fra den aldrende, skramlende krop, der hænger ved ham som en konservesdåse bundet til en hunds hale, er der enkle ting der ser ud til at holde sammen på den gamling som er portrætteret i dette års optegnelser. Versene, vennerne, veninden. De gode forhold til den nærmeste familie, badminton, naboerne i opgangen han drikker øl med hver mandag på Café Gavlen. Deres kærlighed og omsorg, hans taknemmelighed over at de er der. Én konklusion er oplagt: Man må holde af for at holde ud. Han rodede rundt med helvede i dagbogsoptegnelserne foran. Husk hvordan roderiet endte: helvede er, med Dostojevskijs hjælp, ’lidelsen ved at man ikke mere kan elske’”.

'Lykkeligt nær' har flere velmenende budskaber i sig, men det, der lyser mest af alt foruden det just citerede, er, at et liv som Bredsdorffs, der fyldes med poesi, litteratur og læsning, kan afbøje det uundgåelige fald og gøre verden stor og himmelvid lige til det synger på sidste vers.