Anmeldelse
Livets tynde vægge af Nina Burton
- Log ind for at skrive kommentarer
Vidunderlig fortælling om livets cyklus med udgangspunkt i et gammelt sommerhus i skoven.
Er det muligt at opfatte dyr på dyrenes vilkår, eller kan interaktionen mellem dyr og mennesker kun foregå på menneskets præmisser? Nina Burton bevæger sig mellem både biologi, geologi, astronomi og fiktion, mens hun fortæller om den fascinerende natur, vi er en del af.
Nina Burton har overtaget et gammelt sommerhus i en skov, og det virker umiddelbart lidt forladt. Men sommerhuset er på ingen måde forladt. Det vrimler med skovens øvrige beboere. Nina Burton betragter de mange forskellige dyr og vækster, hvis liv hun løseligt væver sammen med sit eget. Hun fortæller om humlebiernes æglægning og om, hvordan de bygger hjælpereder til humleungerne, for derefter at diskutere, om skovhuset nu også kan rumme to generationer af hendes egen familie.
Burton fortæller også om de alvorlige hverv, som duer er blevet betroet gennem tiden, særligt i krigstider. At duer har ufatteligt store visuelle færdigheder og at de symboliserer mildhed. Modpolen er den skrigende krage, som ved meget mere om hende, end hun umiddelbart gør om den. Hvem skulle tro at myrer har et velorganiseret samfundsliv, der både har planteavl, husdyrhold, redskaber og stærkt samarbejde? Og vi troede at det var os, der havde opbygget Jordens første civilisationer.
Vi hører også om mødet med rævegraven og dens beboere, grævlingefamilien og alle de andre, der bor i skoven. Nina Burton siger, at den afgørende forskel på mennesker og dyr er, at dyr ikke går op i årsag og virkning. Desuden er stilheden i skoven et bedrag. Den dækker over et imponerende liv, som mennesker blot ikke opfatter. Medmindre vi giver os tid.
'Livets tynde vægge' er en vidunderlig fortælling om livets cyklus med udgangspunkt i det gamle sommerhus i skoven. Gennem husets tynde vægge betragter Nina Burton ydmygt og med stor indlevelse livet i og omkring hendes hus, og hun sætter sine mange observationer i sammenhæng med livets store spørgsmål. Hun beskriver hvordan intelligens og hukommelse kommer til udtryk for de mange forskellige organismer.
Jeg er ret begejstret for ’Livets tynde vægge’, der på samme måde som ’En blækspruttes sjæl’, ’Fårehyrdens dagbog’ og Dave Goulsons bøger, har fokus på at placere det enkelte menneske i en større sammenhæng og skabe forståelse og genkendelse i verdner og følelser, som vi ikke umiddelbart er helt fortrolige med.
Brugernes anmeldelser