Bog

Leona

Af (
2015
)

Anmeldelse

Leona af Jenny Rogneby

25 jun.15

Intenst spændende og særdeles utraditionel krimi om den kvindelige efterforsker Leona Lindberg, der lever en dobbelttilværelse og ikke skyr nogen midler for at nå sine mål.

En lille pige, der har blod på hele kroppen, kommer ind i en bank med sin bamse, en rygsæk og en båndoptager. En mandestemme på en båndoptager forlanger at få udleveret kontanter. Pigen får pengene, går ud og forsvinder sporløst. Røveriet døbes hurtigt pigerøveriet, og da det gentages på præcis samme måde nogle dage senere, får politiet travlt. Leona Lindberg, der er efterforsker i afdelingen for grov kriminalitet, beder sin chef om lov til at står for efterforskningen

Sideløbende med efterforskningen og eftersøgningen af den lille pige, hører vi om en sag, hvor en journalist leder efter beviser mod en kendt politiker, der er blevet frikendt for at have købt sex af en prositueret. Leona føler sig presset til at hjælpe journalisten, da han viser hende et grynet foto, der kan blive kompromitterende for hende.

Leona er på overfladen den perfekte, moderne, effektive kvinde, der har et spændende og krævende job, en omsorgsfuld ægtemand og to børn. Men under overfalden ser tingene helt anderledes ud. Leona kæmper mod traumer fra barndommens afstraffelser, og om natten, mens hendes familie sover, spiller hun poker på nettet med enorme indsatser. Når hun har mulighed for det, spiller hun også gerne i det fysiske rum. Leona er ludoman, og derfor er hun sikker på, at en stor indsats automatisk vil give stor gevinst.

Leona har efterhånden fået formøblet det meste af familiens opsparing, og familien har brug for penge, mange penge. Deres lille søn lider nemlig af en uhelbredelig tarmsygdom og kan kun blive opereret i udlandet. I Sverige mener lægerne ikke, at operation nytter, men hvis familien selv betaler, kan han blive opereret i udlandet. Det er en problematik, der i høj grad er aktuel også i Danmark. Der er ingen tvivl om, at Leona elsker sine børn højt, og at hun ønsker at betale for sin søns operation, men hun ønsker også at blive helt, helt fri. Derfor må alt det, der står i vejen for hendes drømme, eller som kan true hende, fjernes.

Jenny Rogneby er kriminolog og har arbejdet ved Citypolisen i Stockholm, og ’Leona’ er hendes debutroman. Bogen starter ret traditionelt, og jeg tænkte først, at der var tale om endnu en af de mange, lidt skabelonagtige svenske femikrimier med en fremadstormende kvindelig heltinde, en uforstående chef og en forstående ægtemand. Mine fordomme blev dog hurtigt gjort til skamme, for det kan nok være, at ’Leona’ udvikler sig til en meget anderledes kriminalroman. Og her mener jeg: virkelig anderledes i forhold til, hvad jeg ellers har læst. Hvis jeg overhovedet skulle sammenligne personen Leona med andre krimiheltinder, må det være med Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millennium-trilogi. Der stilles i høj grad spørgsmål ved, hvornår noget er kriminelt.

Romanen er super spændende og overraskende fra første til sidste side, og da det forlyder, at ’Leona’ er den første i en trilogi, vil jeg vente på og glæde mig til den næste.

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Oversætter
Birgitte Steffen Nielsen
Faustnummer
51740815
ISBN
9788740019148
Antal sider
416

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer