Lars Skinnebach

Endnu et flot udspil i Arenas serie af monografier om samtidslitteratur.

Mikkel Krause Frantzen er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og anmelder ved Information. Han behandler i denne tredje udgivelse i Arenas monografi-serie en af tidens udfordrende og væsentlige forfattere, nemlig Lars Skinnebach.

Lars Skinnebachs forfatterskab bliver gennemgået kronologisk fra debuten ’Det mindste paradis’ (2000) til forfatterskabets seneste værk ’Øvelser og rituelle tekster’ (2010). Skinnebachs forfatterskab er væsentligt, som sagt, men også udfordrende for læseren i sin bevægelse gennem dets forskellige positioner, som Krause Frantzen meget klart og tydeligt redegør for i den relativt korte monografi.

Han har valgt at behandle forfatterskabet under en række samlende, overordnede begreber, som også bliver kapiteloverskrifter, nemlig: Henvendelse, Affekt, Stil (Misbrug og mislyde) og endelig Klimakrisepoesi. Og under disse overskrifter analyseres og klarlægges forfatterskabets faser fra debutbogens små idyller over en samfundskritik i mellemværket ’I morgen findes systemerne igen’ (2004), hvorefter Krause Frantzen ser en fase med en skepsis over for selve sproget, indtil klimakrisen får den fulde opmærksomhed i forfatterskabets seneste værk. Det er gjort med stor viden og stort overblik, men det forbliver akademisk på den gode måde, velfunderet men enkelt og klart fremlagt, så alle interesserede kan være med her og få nøgler til et forfatterskab, der kræver noget af sin læser.

Hvor konsekvent, Krause Frantzen behandler Lars Skinnebachs forfatterskab, udkrystalliseres i bogens ’Lille efterskrift’, der indledes som følger: ”Så står man her. Med et mislykket projekt i bakspejlet. Det ser ud som om, forfatterskabet befinder sig i en blindgyde, at Lars Skinnebach har fået skrevet sig selv op i et hjørne, som det umiddelbart synes umuligt at komme ud af, videre fra. Æstetisk og politisk.”

Så fik man da det at tænke over. Og en udfordring til fortsat at holde øje med, hvad der rent faktisk i fremtiden vil ske med Lars Skinnebachs kunstneriske praksis. Og det er jo ikke et dårligt resultat. Forlaget Arena har som overskrift for sin monografi-serie sat følgende: ”Med denne serie ønsker forlaget at bidrage til udviklingen af den kvalificerede samtale om nyere, dansk litteratur.”

Det er jo et særdeles prisværdigt formål. Seriens to første bind, ’Morti Vizki’ af Asger Schnack og ’Pia Juul’ af Elisabeth Friis, er lige så indlevede og engagerede nøgler til andre af tidens væsentlige forfatterskaber, og man kan kun håbe, den fortjenstfulde skriftrække kan fortsættes til glæde for "den kvalificerede samtale" om de forfatterskaber, der er væsentlige i samtidslitteraturen.