Kvinden der klædte sig nøgen for sin elskede

En 200 år gammel altertavle dukker op fra Vatikanets gemmer. Det er et mesterværk, men ingen kender maleren eller ved, hvorfor det er endt her. Tavlens fantastiske historie bringer læseren tilbage til et middelalderligt Italien fyldt med kærlighed og hævn.

Hvis man kan lide eventyr og i øvrigt har en forkærlighed for historiske romaner, vil denne lille norske roman bestemt vække begejstring. 

I Vatikanets gange og arkiver kan kunstskatte og dokumenter ligge gemt i hundredvis af år. Ét af disse kunstværker, en altertavle, dukker op efter at have været skjult for verdens øjne i 200 år. Tavlen kom til Vatikanet som gave og er tydeligvis et mesterværk. Eksperterne kan imidlertid ikke kende hverken stil eller maler.

Bogens hovedperson, en lidt støvet bibliotekar, som arbejder i Vatikanets arkiver, fornemmer, at altertavlen har en historie og finder via arkiverne ud af, at tavlen kommer fra en lille afsides liggende landsby i ”Sangenes dal”. Historien fortæller, at landsbyens beboere havde vendt kirken ryggen, men da altertavlen blev hængt op i kirken, strømmede de til.

De forsamlede brød ud i lovsang og ikke bare i almindelig sang, men flerstemmig latinsk korsang. Det var et under. Da tavlen flere år senere blev flyttet til Vatikanet, gik denne gave fuldstændig tabt.

Historierne afslører stadig ikke, hvem der malede tavlen, og hvor han forsvandt hen. Hvad var hans inspiration, og har tavlen noget med underet i ”Sangenes dal” at gøre? Bibliotekaren finder i arkivet gamle dokumenter fra tiden omkring billedets ankomst til Vatikanet og sidder pludselig med malerens dagbogsnotater. De viser sig at være nøglen til billedets historie.

Romanen er bygget op som en rammefortælling, der tager sit udgangspunkt i nutidens Vatikanet. Ved hjælp af ”historien i historien” bringes læseren tilbage til middelalderens Italien med små fattige landsbyer, hvor mennesker hver dag myldrer til torvet for at handle, lytte til vejrmandens prognoser eller til den lokale historiefortæller. Han fortæller fra sin faste plads historier om kærlighed, hovmod og hævn.

Netop disse historier har en særlig betydning for romanen og binder fortid og nutid sammen på smukkeste vis. Her er hentet inspiration fra tusind og en nats eventyr, men også fra de bibelske fortællinger og gamle myter og sagn. Ligesom i inspirationskilderne er det de store temaer som kærlighed, hævn og tro, der tages op.

Jeg tror, Jan Wiese opfatter sig selv som historiefortælleren på torvet. Han må have hørt mange historier i sit liv og elsker tydeligvis at fortælle dem. Bogen er Jan Wieses debutroman, som han først skrev, efter han gik på pension. Det er en overbevisende roman, som sprudler af fortælleglæde.

Oversat fra norsk af Birthe Melgård Mortensen. Gyldendal], 2001. 174 sider.