Bog

Krystalburet

Af (
2008
)

Anmeldelse

Krystalburet af Barbara Nadel

06 maj.08

Anderledes og eksotisk krimi fra et land på tærsklen til EU - fra byen Istanbul, porten mellem Øst og Vest.

I Istanbul - byen ved Bosporus-strædet hvor Øst og Vest mødes - findes liget af en smuk, ung mand i en hemmelig luksusejlighed ved siden af Topkapi-paladset. Stiknarkoman og med kroppen fuld af Petidin, et smertestillende stof der sjældent bruges uden for hospitalerne. Men han er kvalt. Hvordan hænger det sammen? I værelset der er sterilt rent og uden personlighed findes en samling farvede glasfigurer af den slags som turister køber med hjem fra Istanbul.

Det skal den grimme og egentlig utiltalende kriminalkommissær Çetin Íkmen, et nyt og storrygende bekendtskab i en krimiverden befolket af politisk korrekte skandinaver, finde ud af. Han må benytte sig af alle sine kontakter for at få hul på denne sag, og de er mange da hans stab og omgangskreds udgøres af repræsentanter for den brogede etniske skare der udgør Istanbul: armeniere, jøder, gamle osmanniske aristokrater, traditionelle tyrkere og moderne tyrkere. Under opklaringen modtager Çetin Íkmen en nogle glasfigurer af samme slags som man fandt i lejligheden, men hvem er afsenderen? Morderen? Eller en der ved noget?l

Løsningen er kædet sammen med byens historie og gamle skikke på en meget indviklet måde, og bogen er i det hele taget lidt for indviklet. Forfatterinden, der er engelsk, vil lidt for meget, og alting bliver gentaget og udpenslet og gentaget lidt for mange gange, så alt i alt fandt jeg bogen lidt for lang i spyttet, den kunne bekvemt være 100 sider kortere.

Det der gør bogen interessant og læseværdig er den i vore øjne eksotiske ramme: Byen Istanbul hvor gammelt og nyt lever side om side; jøder, armeniere, tyrkere, kristne forsøger at leve sammen med større eller mindre held; de gamle traditioner udskiftes langsomt med nye til nogens glæde og til andres fortrydelse.

Og derfor skal bogen læses.

Oversat fra engelsk af Ursula Baum Hansen efter 'A chemical prison'. Borgen, 2008. 411 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Oversætter
Ursula Baum Hansen
Faustnummer
27206379
ISBN
9788721032074
Antal sider
411

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer