Anmeldelse
Kronen af Kiera Cass
- Log ind for at skrive kommentarer
En spændende serie for unge piger og andre med hang til gode historier om kærlighed og venskab.
Jeg indrømmer det blankt, jeg elsker ’Kronen’. Den er lige så fantastisk som de fire første bøger i serien. ’Kronen’ handler om Kong Maxtons datter, Prinsesse Eadlyn, der med tiden skal overtage tronen i Illeas. Desværre er hun ikke særlig populær, og derfor er hun nødt til at gøre noget, der kan få folket til at elske hende. Maxton foreslår en udvælgelse af hendes kommende forlovede, og selvom Eadlyn ikke har nogen intentioner om at blive gift, går hun med til det. Det viser sig dog hurtigt, at de fleste af de unge mænd, der ankommer til slottet for at deltage i udvælgelsen, har virkelig meget at tilbyde Eadlyn – lige fra fornøjeligt samvær over venskab til forelskelse og måske endda kærlighed. Og Eadlyn får brug for de unge mænds støtte og venskab, da hendes mor pludselig og uden varsel bliver alvorligt syg og hendes far vælger at tage orlov på ubestemt tid. Eadlyn må træde til som Illeas Regent, og så er det rart at have venner i nærheden, især da hendes tvillingebror, som Eadlyn altid har været meget tæt forbundet til, er stukket af til Frankrig for at blive gift.
’Kronen’ er rigtig godt skrevet og man holdes i spænding til det allersidste. Vælger Eadlyn en forlovet - og hvis ja, hvem bliver så den heldige? Der er flere muligheder, og jeg havde ikke lige gættet på den rigtige slutning. Sproget er lettilgængeligt, men alligevel meget fængslende og personerne, særligt Eadlyn og de sidste seks til otte deltagere i udvælgelsen, er virkelig godt beskrevet. De virker fuldstændig realistiske og som taget ud af virkeligheden. Eadlyns udvikling fra forkælet prinsesse til alvorsfuld ung dronning er fantastisk godt fortalt, og man både griner og græder med hende og er skiftevis irriteret og føler med hende. I det hele taget er hun en dejlig hovedperson på godt og ondt. Hun er ikke kun unaturlig sød, alt for forkælet eller bare en snobbet prinsesse. Hun er det hele, men samtidig vældig optaget af sine forældres lykke, ked af sin bror flytning og nervøs for sin fremtid som dronning.
Typografien er virkelig dejlig med store bogstaver og en god linjeafstand, hvilket gør bogen rimelig let at læse, selvom den er temmelig lang. Forsiden er utrolig flot og skal nok tiltrække både yngre og lidt ældre piger. Serien kan anbefales til især piger fra 12 år, men også voksne med hang til gode historier om kærlighed og venskab, men også om andre samfundsformer end vores egen. Det er en god ide at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge: ’Udvælgelsen’, ’Eliten’, ’Den eneste ene’, ’Arvingen’ og ’Kronen’.
Brugernes anmeldelser