Krisesamfundet

Interessant analyse belyser med udgangspunkt i coronaepidemien, hvordan den moderne stat håndterer kriser.

Forfatteren er professor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Med afsæt i coronakrisen kommer han omkring mange aspekter af kriser og krisehåndtering, og han refererer i udstrakt grad til filosoffer, politiske teoretikere og andre for at indkredse kriseproblematikken. Emnet er komplekst, og forfatteren har ingen konkret facitliste. Han giver et overskueligt indtryk af coronakrisen og dens håndtering, men i bredere forstand er det en bog om, hvordan coronakrisen viser, på hvilken måde vores samfund bliver formet af kriser og krisepolitik.

Kriser har altid været menneskets følgesvende, både personlige og samfundsmæssige kriser. Forfatteren drager historiske paralleller helt tilbage til de gamle grækere og deres krisehåndtering og kommer med eksempler fra nyere tid. For at tydeliggøre problematikken inddrager han litteratur og zombiefilm som en overskuelig omend fiktiv måde at forstå kriser på. Kriser er i vor tid blevet en generel samfundstilstand, der skyder vores tro på et stabilt og statisk samfund i sænk. Det kalder på nytænkning og nye politiske strategier.

Forfatteren gennemgår forskellige typer af kriser og ser på, hvordan den moderne stat kan bruge sine ressourcer til at håndtere dem. Der er brug for magtfulde, kriseparate politikere, der bruger magten fornuftigt. De kan ikke nøjes med Finansministeriets budgetbisser, men vil have gavn af en ny type embedsmænd, som forfatteren kalder krise-krater, samlet i en national krisestab.

Kriser er ikke nødvendigvis af det onde. De kan give plads til positive samfundsforandringer, men de rummer også farer. Magtgale politikere som Trump kan skabe og bruge kriser til egen fordel. I krisesituationer er der også brug for magtanvendelse. Det kan f.eks. være nødvendigt i en periode at begrænse den enkeltes frihed til gavn for samfundet. Det er der ikke noget galt i, hvis friheden kommer tilbage igen.

Coronakrisen har vist, at det internationale system, FN og EU, ikke har kunnet finde fælles fodslag. Det er de enkelte nationer, der har vist sig bedst til at håndtere krisen. Forfatteren konkluderer forsigtigt, at vi kan drage den lære af krisen, at den danske samfundsmodel kan bruges til at tackle fremtidige kriser, og det er så op til politikerne at formulere hvordan.