Anmeldelse
Krigen indeni af Matilde Kimer
- Log ind for at skrive kommentarer
Matilde Kimer har skrevet en nødvendig og interessant bog om krigen og konflikten i Ukraine og dens skæbner.
DR-journalisten Matilde Kimer kom, måske ved et tilfælde, til at få Ukraine-konflikten som sit område, og så var hun hooked. Nå ja, helt tilfældigt var det nok ikke, hun taler russisk og er allerede der velkvalificeret, men det viste sig, at krigen krøb ind under huden på hende. Hun har tre små børn, på det tidspunkt var den mindste nærmest spæd, og heldigvis også en mand med stor tålmodighed og loyalitet, men også en stor bekymring for sine børns mor.
Kimer fortæller i ’Krigen indeni’ om den krig, hun blev så tæt forbundet med, ud fra tre forskellige vinkler. Der er afsnit med hendes egne oplevelser og baggrundsredegørelser, og der er de andre, hvor vi følger en ung knægt i en nationalistisk milits og en husmor med russisk baggrund, der engagerer sig som frivillig ressourceindsamler til det ukrainske militær. De sidstnævnte har næsten karakter af skønlitterære beretninger og er baseret på indgående interviews over et års tid.
Matilde Kimers personlige beretninger stammer ofte direkte fra slagmarken og er både spændende og oplysende. Har man ikke ofte, når man så en live-optagelse fra et uroligt område, tænkt på, hvordan reporterne bærer sig ad? Jeg har i hvert fald, og nu ved jeg det. Det er også interessant at høre om hendes nærmest afhængige forhold til krigen, hun MÅ bare være der. Men det er naturligvis også fordi, hun har fået relationer til nogle mennesker i området.
Kimer bruger sine relationer til at give to konkrete personer stemme ved at skrive deres beretninger som en historie. Måske for at læseren skal føle sig tættere på, når parfumesælgeren Anna etablerer sig som frivillig indsamler på facebook af forsyninger til det skrantende ukrainske militær, og vi hører om hendes telefonsnak med obersten midt under en familiefest, eller den unge mand, Bogdan, møder en svensk nynazist, der træner hans milits.
'Krigen indeni' er en meget fascinerende bog om krig og en konflikt, som er meget vanskelig at begribe detaljerne i.
Brugernes anmeldelser