Korte liv

Af lede ved det meget teoretiske, postmoderne & dekonstruktivistiske litteraturstudium beslutter Phineas G. Nanson at forlade det, han opfatter som et stadig mere goldt universitetsmiljø. I stedet kaster han sig over biografiskrivning for at beskæftige sig med den såkaldte virkelighed. Han er nemlig blevet meget optaget af forfatteren Scotes Destry-Scholes, der har skrevet en biografi om eventyreren Sir Elmer Bole, hvorefter han formodes at være druknet i Malstrømmen.

Phineas beslutter sig for at prøve at finde sandheden om Destry-Scholes. Problemet er bare, at Destry-Scholes tilsyneladende ikke har efterladt sig nogle spor, hverken i form af fotos eller skriftligt materiale bortset fra en lille kasse med tre manuskriptfragmenter, som en forlagsmedarbejder tilfældigt finder i et arkiv. De tre fragmenter handler ikke engang om Bole, men om tre så forskellige personer som den svenske naturvidenskabsmand Carl von Linné, racehygiejnikeren Frances Galton og den norske dramatiker Henrik Ibsen. Allerede med disse fragmenter bliver Nanson usikker på, om teksterne er virkelige, eller om Destroy-Scoles selv har digtet historierne; og foretog Bole overhovedet den rejse, som Destroy-Scoles har skrevet om?

I sin søgen efter kildemateriale møder Nanson den handlekraftige og erotiske insektforsker, Fulla Biefeld samt hendes modsætning, Destry-Scholes niece, den tilbageholdende og æteriske Vera Alphage. Sidstnævnte har fundet en æske fuld af fotos efter sin onkel, dog ingen af Destry-Scoles selv, samt en masse kartotekskort med afskrifter af fragmenter, som Phineas ikke kan få nogen mening ud af, og som sandsynligvis er opdigtede. Han må tilsidst slutte, at der faktisk ikke er noget at skrive om Scholes, og at den biografi, han havde til hensigt at skrive, mere og mere bliver en fortælling om ham selv og de mennesker, han møder i løbet af sin research.

Romanen er konstrueret som en russisk dukke, hvor den yderste fortælling indeholder de andre. Nutidshandlingen flettes sammen med de fundne tekstfragmenter, som derved afbryder handlingen og forhindrer læserens mulighed for fordybelse og selvforglemmelse. Det vil nok vil få nye læsere af Byatt til at opleve den noget tung, til gengæld er den ikke så lang som hendes andre romaner.
Men når Byatt skriver i samme stil, som hun lader hovedpersonen hade og foragte, dekonstruerer hun så ikke sin egen roman? 

Oversat af Claus Bech. Gyldendal, 2003. 297 sider. Kr 298,-