Korshøjen

Bukdahls på én gang bundærlige og barokke minimalisme er ikke til at stå for i hans bidrag til Kronstorks hattevip for svenske Ola Juléns bog ’Orissa’.

Lige når man får stukket sådan en lille sag som ’Korshøjen’ i hånden, helt hvid og minimalistisk og kun med en kort stump tekst på hver anden side, er det nærliggende at spørge sig selv, om ikke H.C. Andersens to skrædder-slyngler har været inde og fingerere ved trykpressen. De fire små bøger som i bedste Jumbo-bog-stil deler bagsidebillede, ligner nemlig ved første øjekast temmelig meget ’Kejserens nye klæder’. Som om digterens navn og øvrige ry skulle være nok til at bilde os ind, at der her er tale om litterær kunst, og ikke en omgang tom snak på tomme sider. Heldigvis er dét ikke et blivende indtryk for Lars Bukdahls bidrag ’Korshøjen’, for lige så snart man begynder at læse de små brudstykker af tekst, sidder krogen og er ikke til at vriste fri igen.

Som sit konkrete forbillede fra 2001, ’Orissa’ af den svenske digter Ola Julén, er ’Korshøjen’ en samling tekster, der består af enkelte sætninger – nogen gange enkelte ord – trykt på hver anden side i en lille bog i pocket-roman størrelse. Den indgår i forlaget Kronstorks hilsen til Juléns oprindelige værk, og er af samme årsag underlagt en række forskellige benspænd, både hvad angår form og indhold. Det er til at se, når man ved det, men hvis man ikke gør (sådan som jeg heller ikke gjorde, inden Tue Andersen Nexø forklarede det i dagbladet Information i januar), så vil jeg påstå at man stadig kan nyde bogen i sig selv, som en æstetisk kondenseret fortælling om et far-søn forhold der, selv om det slutter fysisk med faderens død, da sønnen er 11 år gammel, stadig trækker eksistentielle spor ind i resten af sønnens liv.

Det er også en beretning om, hvordan sorg er en svær fugl at fange. Måske er den det især, når ens far var så berømt som Lars Bukdahls far Jørgen K. Bukdahl var det, så man hele tiden bliver mindet om ham af fremmede såvel som bekendte. De følelsesmæssige klodser som den konkrete sorg er bygget af kan dog sikkert genkendes af flere. På stort set hver eneste side fornemmer man en sentimental oprigtighed, som ikke foregøgler læseren noget. Bevares der er et par komiske indslag undervejs, men de viser sig altid at have et melankolsk glimt i øjet, som her:

”Cigar/At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren /Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave) ”

Det er utroligt fint gjort og et smukt eksempel på, hvordan formatet kan være en del af teksten. I det hele taget er ’Korshøjen’ både et formeksperiment og en litterær hilsen og en hel masse andre fine ting, men det er først og fremmest også bare en god bog, som du burde læse.