Kapløbet om vaccinen

Superaktuel og fagligt velfunderet bog går et (spade)stik dybere i sin pædagogiske forrmidling af flere aspekter af covid-19-vaccinerne.

Senderovitz var indtil for nylig direktør i Lægemiddelstyrelsen og et kendt ansigt i TV. Han er en glimrende formidler, der forstår at forenkle et komplekst emne uden at forfladige det. Bogen er baseret på en række interviews af Senderovitz foretaget af videnskabsjournalisten Peter Hyldgård. Resultatet er blevet en homogen bog, der giver en dybere, men umiddelbart forståelig indsigt i vaccineudviklingen og den svære balance mellem sikkerhed og hastighed.

Senderovitz har oplevet udviklingen, fremstillingen og udrulningen af vaccinerne på nærmeste hold. Han er allerbedst, når han formidler konkret viden, som f.eks. forskellen på de to hovedtyper af vacciner: den traditionelle vaccineteknologi baseret på svækket, levende virus som i Astra Zeneca, og den nye, lovende RNA-baserede teknologi som i PfizerBioNTech.

For et år siden troede de færreste på, at der ville komme en vaccine inden for kort tid. Det gjorde der heldigvis alligevel. Det er lidt af et videnskabeligt mirakel, og bogen giver et godt indblik i de strenge test og godkendelsesprocedurer, de højteknologiske vaccineproducenter er underlagt, og som under denne pandemi er blevet fremskyndet. Hensigten med bogen er bl.a. at skabe tillid til vaccinerne, og til at deres bivirkninger ikke er alvorlige. Det giver derfor god mening for Senderovitz, at EMU, EU’s lægemiddelagentur, af sikkerhedshensyn har været lidt langsommere til at godkende vaccinerne end f.eks. USA og Storbritannien.

Vaccineudviklingen er i fuld gang globalt, og EU har valgt at satse på flere forskellige vacciner, der ikke alle er færdigudviklede. Som Senderovitz indledningsvist skriver, er der en indbygget forældelse i bogen, fordi udviklingen går så stærkt. Danmark har f.eks., efter at bogen udkom, valgt helt at tage Astra Zeneca og Johnson & Johnson ud af det officielle vaccineprogram efter flere sjældne og alvorlige blodpropper. Vores viden om vaccinerne er langt fra komplet. Vi mangler f.eks. konkret viden om langtidseffekten, og om de virker over for alle mutationer. Her er den gode nyhed, at RNA-vaccinerne forholdsvis nemt kan tilpasses nye mutationer.

Senderovitz har ikke mange kommentarer til regeringens håndtering af corona-krisen, men holder sig naturligt nok fortrinsvis til det faglige aspekt, som han er ekspert i. Dog nævner han, at Mette Frederiksens ønske om en dansk vaccineproduktion er uholdbar for så lille et land. I stedet plæderer han for et fremtidigt pandemiberedskab i EU-regi og et udbredt globalt samarbejde.

Bogen er en vigtig brik i folkeoplysningen. Den får manet udbredte misinformationer i jorden og giver med sin saglige fremstilling alle interesserede et oplyst grundlag for at tage stilling til vaccination.