Kapitel et

Jenny Tunedals tankemættede og sprogligt fortættede digte sætter fokus på eksistentielle emner som ensomhed, sorg og tab, samt på de strukturer der bestemmer, hvordan vi tænker og føler.

Selv om man som læser måske sidder tilbage med flere spørgsmål end svar efter endt læsning af den svenske lyriker Jenny Tunedals digtsamling fra 2008, ’Kapitel et’, bliver bogens gennemgående tema slået an allerede i den første sætning:

”Ser ud som en eneste blomst i det grønne uden øjne uden ejer, men/ med en ensomhed som spreder sig til de snart faldende blade.”

Udtryk for sorg og ensomhed – den eksistentielle såvel som den konkrete, individuelle efter et forlist kærlighedsforhold – spreder sig og foldes ud på mange niveauer og i mange forskellige sproglige og genremæssige registre i samlingens tekster. Fra dagbogsoptegnelser og daterede notater i tre afsnit under fællestitlen ”Jeg tænker på ham i en måned”, over lyrisk fortættede og billedrige erindringsfragmenter, til et stringent forsøg på i  filosofisk form  at indkredse begrebet i afsnittet ”Ensomhed”.

Det er bemærkelsesværdigt, at ensomheden og sorgen ikke skildres som en proces eller et forløb frem mod heling og afklaring. Som den yderst sprogbevidste og sprogkritiske digter Jenny Tunedal er, har hun opgivet forestillingen om, at der kan fortælles og skrives lineært og episk fremadskridende. Konkret kommer det til udtryk i bogens opbygning, der fra ”Kapitel X” bevæger sig, eller tæller ned, mod ”Kapitel et” og en afsluttende ”Prolog”.

Derfor fremstår Jenny Tunedals tekster heller ikke som afsluttede og afrundede helheder men som løsrevne og ”flossede” fragmenter og variationer, hvor betydningen skifter i bratte ryk og forskydninger, ikke blot inden for rammerne af den enkelte tekst, men fra sætning til sætning.

Jenny Tunedals poesi er en undersøgelse af den måde, sproget fungerer på i relationen mellem mennesker – og ikke mindst i de tilfælde hvor det kommer til kort, går i stykker og skaber afstand: ”Du forstår ikke. Disse ord mangler. Det jeg/ mener forhindrer mig. Det er sådan jeg taler om det.”

’Kapitel et’ er et uhyre kunstnerisk ambitiøst og personligt værk, men også abstrakt, dunkelt i en grad som kan forekomme hermetisk, lukket omkring sig selv, og hægte mig af som læser. Men hermed er alt ikke sagt. For med til indtrykket af det meget tankemættede og svært fremkommelige hører en lige så stor grad af alvor, lidenskab og stærke følelser. Forestillingen om ”noget uskadt der bliver tilbage” som fx her i samlingens ’Epilog’. En tekst der knivskarpt og smukt balancerer mellem kølighed og patos:

”Der må være noget tilbage at sige./ Du beder ikke om det men får mig til at ønske det./ Hvis vi ikke er til for hinanden./ Hvis ikke alt hvad jeg ser er til for dig./ Hvis ikke jeg skal have lov til at give dig alt./ Hvorfor findes vi så i denne ensomhed.”

Lige siden sin debut i 2003 har Jenny Tunedal haft en central placering  i svensk litteratur. Ikke blot som lyriker men også i sin egenskab af kritiker, redaktør af tidsskriftet ’Lyrikvännen’ og lærer på forfatterskolen i Göteborg.

På dansk findes i forvejen digtsamlingen ’Min krig, suiter’, (2012), der lige som ’Kapitel et’ er  oversat af Julie Sten-Knudsen.