Kampmagikeren

Bind for bind er serien blevet bedre og bedre, og samlet set fremstår hele værket som et godt bud på en moderne klassiker indenfor genren.

Taran Matharu er med sin trilogi, ’The Summoner’ ('Påkalderen'), blevet et stort internationalt navn med sin på mange måder klassiske og episke fantasy. Selvom man således sagtens kan genkende dele af handlingen og persongalleriet fra nogle af genrens store klassikere, især Ringenes herre, er det fint lykkedes for Matharu at tilføje endnu flere selvstændige elementer. Dette gælder først og fremmest de mange fantasifulde og farverige dæmoner, der optræder i handlingen, men også hele det politiske spil omkring undertrykkelse og kampen for ligeberettigelse for romanens dværge og elverfolk. Serien får således et langt dybere lag end blot en traditionel fantasy med de sædvanlige dværge, elverfolk og mennesker i krig mod hæslige orker.

Efter at have stoppet orkernes forsøg på at fremstille millioner af krigeriske gobliner (se bind to) er Fletcher, Othello, Sylva og Cress flygtet ind i den såkaldte æter. Uden bladene fra en særlig plante kan de ikke overleve særlig længe i æteren, og samtidig er de skarpt forfulgt af orkshamaner og deres hersker, den grusomme hvide ork, Khan.

Efter flere uhyggelige oplevelser og en direkte konfrontation med orkerne lykkes det dog for de fire helte og deres dæmoner at komme tilbage til den rigtige verden, Hominum. Deres farefulde færd er lykkedes, og man skulle tro, at de ville blive modtaget som helte, men i stedet løber de direkte ind i svigefulde adelsmænds planer om at starte en borgerkrig. Fletcher må lede en lille hær af soldater ind i kampen for at beskytte sit fædreland, og i baggrunden lurer Khan opsat på at få hævn over Fletcher.

Matharu får i dette bind behændigt og særdeles tilfredsstillende afsluttet sin serie, og især er det spændende at følge, hvordan den unge og noget usikre Fletcher mere og mere udvikler sig til en kompetent og dygtig kriger og leder. Personerne omkring Fletcher er ligeledes skildret, så de fremstår levende og vedkommende.Igen er der fuld fart og tempo i handlingen, og uden at røbe for meget kommer den lille dæmon Ignatius til at spille en afgørende rolle i kampen.

Jeg har tidligere været noget efter oversættelsen, som i visse passager har virket som direkte oversat fra engelsk, men det blev bedre i bind to, og i dette bind er der kun meget få af disse ordbogsoversættelser. Den fine og underholdende fortælling får således lov til at rulle sig ud uden disse irritationsmomenter.

Gerne mere Matharu på dansk, tak!