Kampen om midten

Bogen vil og når meget på sine knap 200 sider, men genstandsfeltet er sandelig også stort. I syv kapitler dækker Schramm det moderne Tysklands opståen frem til valget i 2021.

I bogens prolog, ”Tyskland forstået på egne præmisser”, fastslås bogens intention og intenderede publikum: “Tyskland er på mange områder forskelligt fra Danmark og mange af de udviklinger og tendenser, vi har set i Danmark, vinder ikke genklang i tysk sammenhæng. Mens mange i Danmark synes at tro, at den tyske højrepopulisme er et nyt fænomen … er virkeligheden en anden” .

Schramm understreger endvidere, at den danske opfattelse af Tyskland som værende berøringsangst overfor indvandringsproblematikker er misforstået. Den tyske højrefløj såsom Alternative für Deutschland (AfD) er således ikke så entydidigt båret af indvandringsproblematikker, men i lige så høj grad et opgør med normskred indenfor historie, familie og miljøpolitik, der trækker lange tråde tilbage i Tysklands historie.

Sådanne lange tråde trækker lektor og studieleder ved tyske studier ved Syddansk Universitet Moritz Schram overlegent igennem tysk kulturhistorie fra kejsertiden og frem til 2021. Der er med andre tale om en moderne tysk mentalitetshistorie i stilen efter Christian Krockows ‘Tyskland 1890-1990’ om end Schramms tysklandsfortælling bærer tydeligt præg af den intellektuelle tyske venstrefløjs selvforståelse frem for Krockows ditto højreorienterede.

Schramm fører læseren igennem Tysklands moderne politiske historie fra kejsertidens voldsomme industrialisering over den tumultariske Weimarperiode, forbigår hovedsageligt perioden 1932-1945 for i stedet at betone den alt for ofte negligerede politiske epoke i perioden efter. En efterkrigstid Schramm koncist og elegant gennemgår.

Dermed ikke sagt, at Schramm ikke tager livtag med den nazistiske periode, tværtimod. Schramm behandler blot i stedet efterkrigstidens politiske reception, eller mangel på samme, af det nazistiske Tyskland. Særligt den føromtalte tyske højrepopulisme højre om CDU/CSU, hovedsageligt AfD og den islamkritiske græsrodsbevægelse PeGiDa (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) får en hård medfart af Schramm. Schramm lader således forstå, at AfD, og i særdeleshed PeGiDa, har utallige tilknytningspunkter til stærkt højreradikale, hvis ikke ligefrem nynazistiske, grupperinger, der ofte er stærkt kritiske overfor den i egen selvforståelse forkerte offermentalitet, der har præget efterkrigstidens Tyskland.

I bogens afsluttende kapitel ”Tyskland på vej - hvorhen?” vender Schramm tilbage til prologens indledningsvise kritik af danskernes mangelfulde blik på moderne tysk politik. Analysen bliver atter her tydeligt venstreorienteret: Tysk politik og den tyske politiske midte er på vej væk fra højrepopulismens anti-liberale tendenser i retning mod endeligt at indtræde i en liberal og kosmopolitisk dagsorden, hvormed må forstås, at anti-globalistiske bevægelser som AfD og PeGiDa på sigt vil vige fra den politiske scene.

En analyse, der næppe vil være mere forskellig fra udviklingen i dansk politik siden det lille systemskifte i 2001. Ærgeligt er derfor, at Morritz aldrig går en sådan dansk politisk analyse på klingen, men holder danske indvandringsproblematikker såsom kriminalitetsrater blandt ikke-vestlige indvandrere på behørig afstand, når bogens intenderede læser nu alligevel er dansk. Det ville have beriget bogens ellers righoldige politiske analyser. Hvorvidt Schramm derfor opfatter sin bog som udtryk for den i titlen omtalte politiske midte med mulige dertilhørende mulige universalistiske prætentioner eller som decideret venstreorienteret, udfoldes desværre ikke og ville have skærpet bogens ærinde.

Generelt betragtet er ‘Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede’ en koncis, velskreven og referencerig gennemgang af moderne tysk politik om end med en uudtalt politisk vinkling, der gerne sås udfoldet.