Bog

Kald mig Rosa Parks

Af (
2011
)

Anmeldelse

Kald mig Rosa Parks af Åsa Lantz

21 mar.11

Er dette den nye Stieg Larsson? Denne velskrevne og medrivende historie er i hvert fald gjort af det stof, som bestsellere laves af.

Den 30-årige foto- og filmkunstner Yi Young kom til Sverige fra Kina for 17 år siden, som en af de såkaldte uledsagede unge, og hun har ventet længe på chancen for at kunne fortælle sin forfærdelige og grusomme historie. Nu er tiden kommet.

Sammen med sin samlever har hun produceret tre dokumentarfilm, som svensk fjernsyn vil vise i den bedste sendetid. Første episode bliver et tilløbsstykke med sin barske virkelighedsskildring af magtmisbrug, slavearbejde, voldtægt og omskæring, men samtidig sætter en række hentydninger til store svenske virksomheder, integrationsministeriet, undertrykkelse i Kina og somaliske mindretal en række livsfarlige mekanismer i gang.

Yi modtager en bestialsk advarsel (et foster i en pakke) på selve premiereaftenen for udsendelsen og tvinges til at gå under jorden. Nogen er tydeligvis meget opsatte på at forhindre, at de to næste episoder i dokumentarserien bliver bragt, og disse nogen er parat til at bruge alle midler – også trusler mod Yis stedbørn. 

Viggo Sjöström, dramatiker og teaterinstruktør på Gøteborgs Stadsteater, bliver modvilligt hendes allierede. Ikke alene bliver han hendes eneste kontaktperson, men han blandes også aktivt ind i hendes børns ve og vel.

Samtidig beder den nyudnævnte integrationsminister Viggo om at hjælpe med at finde frem til Yi, og hun har sin helt egen dagsorden.

Det er ganske enkelt en fremragende og uhyre spændende historie, Åsa Lantz debuterer med på dansk. Ud over at være neglebidende og svær at lægge fra sig er den gribende og foruroligende.
Man gribes af Yis skæbne og forarges over de mekanismer i samfundet og erhvervslivet, som tillader en sådan skalten og valten med personer på bekostning af ussel mammon og magt.

Blandingen af samfundskritik, moralske spørgsmål og spændende thriller fungerer perfekt, og historien vinder yderligere point ved sine solide personskildringer og sit perfekte sprog.

Kompositionen, som kun åbenbarer bidder af Yis historie i takt med at spændingen intensiveres, fungerer optimalt. Man følger skiftevis bogens mange forskellige personer, og det giver historien drive og dybde.

Bogen er første del i den såkaldte ”Genesis.trilogi”

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Christina Bojlén
Faustnummer
28670257
ISBN
9788770535953
Antal sider
619

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer