Anmeldelse
Julen varer længe
- Log ind for at skrive kommentarer
Hornaks debut er både sjov og sørgelig, men mest af alt er det en god fortælling om, hvordan misforståelser og forudindtagelser kan ødelægge en familie.
Familien Birch er tvunget til at tilbringe en hel uge sammen i julen, afskåret fra omverdenen af en karantæne. Det bliver en lang uge, ikke mindst pga. de mange hemmeligheder og forskelligheder i familien, som uundgåeligt dukker op til overfladen.
Det kan være svært for de fleste at skulle tilbringe en hel jul i familiens skød. Der kan være forskellige forventninger til, hvordan julen skal tilbringes, traditioner der for enhver pris skal overholdes. Julen bliver aldrig helt som forventet.
Søstrene Olivia og Phoebe er forskellige som nat og dag, og mor Emma og far Andrew har svært ved at komme ind på livet af Olivia, som har tilbragt de sidste år i udlandet. Olivia er læge og er lige kommet hjem efter nogle måneder i det Haag-epidemiramte Liberia. Hun savner sin hemmelige kæreste og kollega Sean, som hun har arbejdet med i Liberia, og hun er kun hjemme hos familien i julen, fordi hun ikke har andre steder at være. På grund af det farlige arbejde med epidemien, er hele familien nødt til at være i karantæne i en hel uge, uden kontakt med omverdenen, for at sikre, at en eventuel smitte bliver i huset.
Spændingerne stiger i løbet af juleugen, hvor familien befinder sig på deres lidt faldefærdige landsted Weyfield Hall, hvor kun Emma ser ud til at befinde sig rigtig godt. Olivia mener, at familiens problemer er trivielle i forhold til alle de grusomheder, der foregår ude i verden. Hun har holdt sig væk i julen i de foregående år, med den undskyldning at hun skulle arbejde.
Phoebe er kun optaget af sit kommende bryllup med George, der har været hendes kæreste i seks år, men småting laver skår i glæden. Forlovelsesringen er ikke helt rigtig, julegaven heller ikke, og George opfører sig i det hele taget lidt mærkeligt. Emma har opdaget en knude og fået konstateret kræft, men ønsker ikke at fortælle det til familien endnu af frygt for at ødelægge hele julen, når nu hele familien for én gangs skyld er samlet.
Andrew er ikke tilfreds med sit job som madanmelder på The World Magazine, hvor han har en klumme. Han har lagt et tidligere job som journalist i krigshærgede lande bag sig, da han og Emma fik Phoebe, den yngste af søstrene, men han har aldrig rigtig fundet sig til rette med det, han savner det stadig og misunder Olivia, at hun kommer ud i verden og laver et vigtigt stykke arbejde. Ydermere bliver han kontaktet af en søn, han ikke vidste han havde, som gerne vil møde ham.
Jesse, Andrews ukendte søn fra et kortvarigt møde med en kvinde i Beirut, bliver med sin opdukken en slags katalysator der sætter gang i en kæderække af begivenheder, der efterhånden får afsløret alle hemmelighederne og ribbet op i en masse følelser i familien.
’Julen varer længe’ er en rigtig fin bog, og den kan læses på alle tider af året. Romanen har et rigtig godt persongalleri og skifter hele tiden synsvinkler, så man lærer alle personerne godt at kende og får historien fortalt gennem flere øjne.
Brugernes anmeldelser