Bog

John le Carré : en biografi

Af (
2017
)

Anmeldelse

John le Carré, en biografi af Adam Sisman

22 nov.17

En overdådig bog om forfatteren, der har personificeret spionromangenren. Samtidig en informativ rejse gennem det sidste halve århundrede.

Til sidste års julegavesæson udkom 'Duernes tunnel', en meget underholdende anekdotisk selvbiografi af David Cornwell/John le Carré. I den bog sprudlede den charme, som jeg i denne flotte biografi kan læse om, han har gjort brug af i mange sammenhænge. Det er ikke kun en skønlitterær forfatters biografi, vi har at gøre med her, det er en fascinerende historie om en tidsalder. Vi får eksempelvis det ekstra perspektiv, da David Cornwell oplever bygningen af Berlinmuren og John F. Kennedys besøg i Berlin.

Adma Sisman går meget omhyggeligt til værks. Vi er med fra den frygtelige barndom med svigt på svigt. Moderen forlader ægtemand og to små sønner, faderen er en psykopatisk svindler, der nok elsker sine drenge, men de involveres uundgåeligt i hans slyngelstreger. Deres loyalitet sættes på alvorlige prøver, mens faderens utroværdighed og løgne går op for dem.

Allerede på universitetet indrulleres David i efterretningstjenesten, og da han har læst tysk sprog og litteratur udstationeres han bl.a. i Bonn som "diplomat". Han er ansat både i MI5 og MI6, som vedrører mere udenrigstjeneste. Om MI5 sagde han, at han ikke var klar over, om de var fjolser, eller om det bare var et dække. Da han senere skildrer spionernes verden i sine romaner, får han ikke uventet en del fjender, selvom han forsikrer, at det hele er fiktion. Da 'Spionen der kom ind fra kulden' blev en tordnende succes, og David Cornwell karriere dermed var sat på skinner, sagde han op hos MI6.

Filmatiseringerne af bøgerne og rollelisterne gennemgås detaljeret, men selvom man som ikke-britisk læser ikke er helt hjemme i skuespillernes persongalleri, så er det hele underholdende og læseværdigt. Da Alec Guiness én gang har givet Smiley ansigt og skikkelse, kan figuren Smiley ikke være andre. Jeg er stadigvæk ingen ynder af biografier, men denne bog fik min fulde opmærksomhed og koncentration hele vejen igennem.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Jette Røssell
Faustnummer
53523188
ISBN
9788763842457
Antal sider
622

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer