Bog

Jeg ønsker mig en hest

Af (
2020
)

Anmeldelse

Jeg ønsker mig en hest af Gideon Samson

29 jun.20

Fantasifuld og flot illustreret billedbog om at tage af sted på eventyr og få sine drømme til at gå i opfyldelse i legens imaginære univers.

Hvad ønsker du dig til din fødselsdag? Det er Bobbie slet ikke i tvivl om. Hun ønsker sig noget med fire ben og en hale. En hest. Uheldigvis har hendes forældre købt en cykel til hende i stedet, men Bobbie er en glad og opfindsom pige, der ikke lader sig slå ud. Hun aer cyklen, hopper op på ryggen af den, klør den bag øret og leger det er en hest, mens hun rider afsted.

Undervejs på turen bliver cyklen udvekslet til noget andet. Først bliver den byttet til en knallert, så bliver knallerten byttet med en bil, og bilen til en sejlbåd. Det går over stok og sten. Bobbie bytter sig vej gennem hele byen, og de forskellige ”heste” bliver hele tiden større, hurtigere og vildere. Mon det ender med en ægte hest til sidst?

’Jeg ønsker mig en hest’ er en charmerende billedbog af hollandske Gideon Samson, der hylder legen og fantasiens drømmeunivers, hvor alt kan ske. Gentagelsesmomentet med de forskellige transportmidler, der kontinuerligt byttes ud, er sjovt og underholdende. De smukke og livlige illustrationer af Milja Praagman er holdt i lækre, sprudlende farver, der understøtter legens spraglede og ubegrænsede karakter, og der er mange sjove detaljer at gå på opdagelse i på hvert opslag. Læg f.eks. mærke til den hvide kat og den lille rødbrune fugl, der går igen på alle siderne.

En fin og underholdende billedbog, der minder os alle om legens skabende og fantasifulde kraft.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Gry Kappel Jensen
Graphic
Milja Praagman
ISBN
978-87-406-6281-8
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer