Jagtbreve og Nye jagtbreve

En samling levende skildringer fra skov, mark, strand og vand skrevet af en engageret naturelsker, nemlig Wilhelm Dinesen. De er over hundrede år gamle, men de kunne være skrevet i går.

Wilhelm Dinesen, som vi i 2013 lærte at kende godt hjulpet af Tom Buk-Swienty i hans fabelagtige biografi Kaptajn Dinesen, skrev under pseudonymet Boganis i årene 1886 – 91 en række klummer i dagbladet Politiken om natur- og jagtoplevelser. De er nu genudgivet med forord af den unge forfatter Dy Plambeck, der selv har jagttegn. At hun så fortæller, at hun efter et længere besøg hos danske styrker i Afghanistan tog hjem og solgte sit jagtgevær, er (måske?) en helt anden historie. Hun fortæller også, at hun oplever, at disse tekster får læseren til at føle sig inkluderet i værket. Måske er det derfor, at jeg som læser faktisk glemmer, at teksterne er skrevet for godt over et århundrede siden. De er levende, de er engagerede, de er humoristiske og aldeles respektløse overfor de originaler, som skribenten møder undervejs.

I disse år, hvor han skrev teksterne, er Dinesen selv godsejer, og det lykkes ham også at komme i folketinget som medlem af partiet Venstre. Han bliver dog løsgænger, da han ikke kan indordne sig under partidisciplinen. Det kan man sagtens fornemme på hans kritiske holdning overfor dele af jagtloven. Han har holdninger omkring hensynet overfor vildtbestanden, som man kunne møde i dag. Hans skrivestil kunne man også sagtens møde i et (dame?) blad i dag: Han følger indskydelser, han fortæller om personer, han har mødt, og om underholdende optrin oplevet i en restaurant. Han fortæller om mad og om kærlighed. Sidst jeg læste en velskrevet og underholdende klumme i den genre var i Alt for Damerne for en uge siden.

Men det er selvfølgelig naturskildringerne, der vejer tungest her. De er smukke, og de er sanselige, og jeg nød at læse dem, også selvom jeg er modstander af at dræbe for fornøjelsens skyld. Bogen blev i øvrigt også udgivet i 2001 med fine fugletegninger af Johannes Larsen og et efterord af Klaus Rifbjerg. Både tegninger og efterord optræder igen i denne nye udgave, og i efterordet skriver Rifbjerg, at et menneskets inderste væsen og værdier kommer frem under jagt. Er man ikke et ordentligt menneske, vil det fremstå tydeligt. Det tror jeg gerne, og jeg tror også, at Wilhelm Dinesen var et ordentligt menneske, selvom han elskede krig. Han kunne i hvert fald skrive, så det er en fornøjelse.