Isens greb

Vildmarkseventyr, familiekrønike og magisk realisme er nogle af elementerne i canadiske Alexi Zentners medrivende debutroman.

Engang imellem kører jeg træt i de sædvanlige romaner med en udpræget grad af realisme og hverdag. Men så dukker der pludselig en anderledes bog op på min vej, som giver en helt anden slags læseoplevelse. Sådan en bog er Isens greb!

Da præsten Stephen vender hjem til sin mors dødsleje for at forberede begravelsestalen, vækkes en masse minder til live om familien gennem tre generationer i byen Sawgamet, en tidligere guldgraverby i en fjerntliggende egn i British Columbia (Canada). Stephen tænker tilbage på de historier, som hans bedstefar Jeannot har fortalt ham om dengang han grundlagte Sawgamet 60 år tidligere.

Jeannot er på vej gennem de canadiske skove på jagt efter guld med sin hund Flaireur som følgesvend. Han har slået lejr for natten, da han fornemmer, at noget lurer på ham i måneskinnet: ”Jeannot kunne se Flaireurs tænder i måneskinnet, og da han rakte op for at røre ved hundens hals, kunne han mærke den lave rumlen, som burde have skabt lyd, men alt var stille. Forskrækket opdagede han, at også natten omkring ham var blevet tyst. Selv bækken var forstummet. Min bedstefar fortalte, at han aldrig helt blev klar over, om han så eller lugtede væsenet først. Det var ikke pigen fra Edmonton. Det var noget langt værre”.

Heldigvis overlever han natten, og da Jeannot næste dag finder en stor guldklump i maven på en fisk, beslutter han sig for at slå sig ned på stedet. Han får forsyninger og guldgraverudstyr bragt til sin lejr, men helt uventet beslutter bærerne sig også for at slå sig ned for at lede efter guld. Stedet vokser snart til og bliver en guldgraverby med bordel og en købmandsbutik, ejet af Franklin, hvis søster Martine bliver Jeannots kone (og dermed Stephens bedstemor). Senere, da guldfeberen ebber ud, begynder Jeannot i stedet at drive skovhugst og sejle tømmer ned ad floden.

Den magiske realisme, som oftest optræder i sydamerikansk litteratur, finder vej til det kolde nord i Zentners roman, hvor overtroen hersker og naturen spiller med musklerne. I skovene og floden er der ånder, og et guldbelagte rensdyr viser Jeannot og Martine vej til en guldskat og meget mere. I den mere realistiske og barske ende af skalaen er der også den vinter, hvor Sawgamet bliver begravet i mange meter sne, så Jeannot og Martine må søge tilflugt i savmøllen. En mystisk fremmed dukker op i møllen og gør dem selskab i flere måneder, mens de venter på at sneen skal smelte. Til sidst er der ikke mere at spise, og kannibalisme er den sidste udvej for at overleve.

Det lyder måske lige vel fantasifuldt med al den magi, overtro og symbolik, men lad dig ikke skræmme. Det magiske element er netop det, der hæver historien op til noget originalt og tilføjer en hel del spænding. Bag magien gemmer der sig også en tematik om overleveringer gennem generationer, og hvordan man forstår sin slægt gennem disse historier. Zentner forstår – uanset de fantasifulde kneb - at servere et medrivende vildtmarkseventyr, som fastholder sit iskolde greb i læseren fra start til slut.