Indtil din vrede er ovre

Det smukke, kolde Nordsverige danner igen rammen om et velfortalt, spændende og til tider meget klaustrofobisk drama.

"Jeg husker, hvordan vi døde. Jeg kan huske det, og jeg ved det. Sådan er det nu"

"Jeg" er Wilma, og hun er taget ud for at dykke efter et sunket fly sammen med sin kæreste Simon. Flyet har ligget på bunden af søen siden 2. verdenskrig. Det er begyndende vinter, der er is på søen, men de hugger et hul i isen og hopper i vandet. Lidt senere opdager Wilma, at nogen har kappet opstigningslinen og lagt noget hen over hullet i isen.

Et halvt år senere bliver Wilmas lig fundet, og selv om det i starten ser ud til at være en hændelig ulykke, viser der sig efterhånden spor, som gør at mistanken om mord opstår. Men hvem og hvorfor?

Rebecka Martinsson, som stadig foretrækker Kiruna frem for kæreste og tryghed i Stockholm, bliver leder af efterforskningen sammen med politiinspektøren Anna-Maira Mella. Der er spor,  som peger i retning af familien Krekula. En familie som fik skabt sig en blomstrende vognmandsforretning under 2. verdenskrig. Jo mere, vi læser om den familie, jo mere knugende bliver fortællingen. Åsa Larsson er en mester i at skildre et miljø, hvor fortielser og fortrængninger og det at mange har noget på hinanden, er det bærende

Egentlig bryder Åsa Larsson alle reglerne for en politikrimi på den måde, hun blander det meget realistiske med det mere overnaturlige/ magiske. Wilma er til stede, både i nogle af personernes drømme, men også mere synligt som en krage. Jeg synes, det passer fint ind i historien og i det storslåede landskab, hvor det er menneskene, der lever på naturens præmisser og ikke omvendt.

Det er Åsa Larssons fjerde roman med Rebecka Martinsson, og eventuelle nye læsere vil jeg anbefale at starte med etteren Solstorm, for der er mange henvisninger til tidligere hændelser og personer. Åsa Larsson har fortalt, at hun har planlagt i alt seks bøger med Rebecka, så heldigvis har vi endnu to at se frem til. Jeg synes hun bliver bedre og bedre.