Individ i fællesskab

Nyhedsfeed, årgangsbog og samfundspoetiske maskinsalver. Ugilt-konceptet Individ i fællesskab klipper lystigt i dagspressen, som leverer poetisk chokerende materiale… originalt og velskrevet.

Individ i fællesskab er skrevet af en maskine, der henter sine ord fra danske nyhedsmedier. Teksterne opstår gennem det, der i bogens appendix kaldes for "computerprogrammet Individ i fællesskab", udtænkt af Christoffer Ugilt og programmeret af Troels Ugilt. Hvert 5. minut "trawles" de førnævnte nyhedsmedier for overskrifter, der begynder med enten "vi" eller "jeg". Værket undgår sportssektionen og skærer alt foran et kolon fra (Vilhelmsen fanget på bånd: Jeg kampsveder).

Som læser er det en lunefuld oplevelse at crawle igennem først en vi-spalte, så en jeg-spalte. Man rammes jævnligt af associationer fra tidligere mediestorme over diverse emner, men kastes også ud i voldsomme humørsvingninger, fordi linjerne er slående forskellige. I denne bølgegang ligger poesien gemt. Bogens poetiske udslag er rent ud sagt underholdende. Man bliver aldrig træt af den, fordi den på en og samme tid er overraskende og velkendt. I nedenstående eksempel når sammenfletningen højere luftlag ved at blande skizofreni med bl.a. en ministerrokade tilbage i december 2013:

Jeg er faktisk overrasket
Jeg kan løfte opgaven efter Villy
Jeg har fået en drømmepost
Jeg er skizofren og hørte stemmer på scenen
Jeg kalder en spade for en spade
Jeg var skizofren
Jeg lever for meget i nuet
Jeg har Aspergers Syndrom
Jeg blev glædeligt overrasket
Jeg får dødstrusler
Jeg skal til kaffe hos Helle
Jeg skal bare have en kop kaffe
Jeg kampsveder

og jeg-spalten følges op af: Vi har aldrig oplevet noget lignende (s. 216).

Forfatterpositionen er naturligvis problematiseret i et værk som Individ i fællesskab, men værket er ikke historiens eneste. Ugilt skriver sig bl.a. ind i en cutup-tradition, som stammer fra dadaismen i 1920’erne og som den amerikanske forfatter William Borroughs også arbejdede med i 1960’erne. Man klipper alle ordene ud i en avisartikel og derefter sætter dem sammen vilkårligt. Lignende danske eksempler på autogenereret poesi kunne blandt mange andre være Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog (2010), en slags google-poesi) eller Rasmus Graffs Folkets prosa (2010) skrevet ud fra Gyldendals røde ordbøger.

Kamilla Löfström ræsonnerer med Warhol udmærket over den her slags udgivelser i sin anmeldelse af Folkets prosa i Information, for skal man læse det hele eller hellere tænke over dem?

Individ i fællesskab er poesiens svar på en detaljeorienteret hvem, hvad, hvor-udgivelse, som forhåbentlig igen denne jul vil udkomme i en version 2 for 2014-2015 og markedsføres som årets mandelgave. Mindre muntert er bogen en registrering af, hvor sammensat og skizofrent et land Danmark er. Hvad tænkte vi/jeg på i 2014? Og hvor er vi/jeg på vej hen i 2015?   

I skrivende stund fortsætter værket på individifaellesskab.dk med linjer som ”Vi vil ikke have nødhjælp/ Vi kan tage 500.000 flygtninge om året/ Vi er lækrest” på vi-siden og ”Jeg har ikke spyttet på flygtninge” på jeg-siden.

Et mere aktuelt værk findes ikke, og konceptet holder umiddelbart 100%, både som samfundsvækkeur og poetisk underholdning. Tillige vokser Individ i fællesskab på dig, hver gang du kigger i den. Drømme synes Ugilt dog ikke at have med sin humanoide debut, hvis science fiction-agtige kapiteloverskrifter får mig til at tænke på det kunstige menneske. Den er skarp, velskrevet og original, men mangler en smule følelse. Dér må et rigtigt menneske til, ikke bare kunstfærdighed (og det er nok på vej).