I al korthed

Tanker, refleksioner og erindringer fra et engageret og tænkende menneske 

”Jeg er hverken overtroisk eller sportsinteresseret.
Jeg går ind for demokrati og lighed, individuel frihed og en liberal socialisme.
Jeg har ikke overvundet mine kulturradikale tilbøjeligheder.
Jeg holder mest af klassisk musik.
Jeg tvivler på, at der kan skabes fred ved hjælp af krig.
Jeg har med andre ord ikke meget at skulle have sagt.
Jeg siger det alligevel.”

Frederik Dessau har efterhånden udgivet en del essays om livets små og store spørgsmål. Jeg har ikke læst dem alle, men dem, jeg har læst, har alle været fulde af kloge ord og betragtninger. Og en ny samling, der begynder med ovenstående indledning, måtte jeg bare læse.

Forfatteren, journalisten, kritikeren og mangeårige medarbejder ved Danmarks Radio er blevet 84 år. Hans refleksioner og tanker om kærlighed og parforhold, børn og arbejde og meningen med livet bærer selvfølgelig præg af, at han har levet et langt liv. Men Dessau er på ingen måde gået i stå, han er stadig engageret og interesseret. Han er yderst levende og vedkommende.

Ok, måske sporer man alderen, når Dessau i essayet eller teksten Hvor er du? skriver, at ”mange uengagerede eller politisk hjemløse unge af i dag lader sig nøje med at være passive forbrugere med et stigende behov for stofmisbrug, tidsfordriv og kommercialiseret underholdning” eller når han i samme tekst skriver, at ”der sms´es og tjattes i det uendelige om ingen verdens ting”. Det vil jeg nok påstå er forenklinger, der klæder forfatteren dårligt.

Men jeg tilgiver ham gerne, når jeg samtidig kan tekster med udsagn som f.eks. ”Latteren og dens tvillingesøster tolerancen er fundamentalisters og autoritæres værste fjender.” eller ” Det er bedre at forebygge og afhjælpe menneskelig lidelse end at at hævne sig på resultaterne af den.”

Lad mig slutte med de sidste linjer af teksten Alt kan ske:

”Men fordi man er vant til at tage bogen ned fra hylden, holde den i hånden og selv vende bladene i den, kan der jo godt komme mennesker efter os, som udvikler helt andre læsevaner. Og hvem siger, at deres glæde ved fortællekunsten er blevet ringere?”