Hvor jernkorsene gror

Den prisvindende fotograf Jan Grarup fortæller om sine rejser til verdens brændpunkter og de personlige omkostninger. Både billeder og tekst er barsk, men nødvendig, læsning, hvis man tør bevæge sig ud af sin tryghedszone.

Få – om nogen – danske fotografer, har været i så mange af verdens brændpunkter som Jan Grarup, og vel ingen har fået så mange internationale priser for sit gribende dokumentationsarbejde.

Bogen er en kronologisk beretning om en helt usædvanlig karriere, der starter med erhvervelsen af et kamera som teenager og den første voldsomme situation, da han som 19-årig bliver vidne til – og bevidner – en massakre på et begravelsesoptog af IRA-sympatisører i Nordirland. Det er hans første af en række fotos, der går Verden rundt. Det var også her, han fandt ud af, at selv om alle smed sig ned, blev han nødt til at rejse sig og fotografere – en trodsen af personlig fare, der har fulgt ham siden.

Grarup er med egne ord en empatisk humanist, der har stærke holdninger til sit håndværk: Han vil gøre sit til at udbrede forståelse for tragedier og katastrofer og ruske op i os vestlige velfærdsdyr, der oftest lukker øjnene for menneskelige tragedier, bare de er langt nok væk.

Med sit engagement har Grarup aldrig blot være en billedleverandør, der gør, hvad journalister beder om. Han har sat sig grundigt ind i de konflikter, han dækker, og er gået meget vidt for at komme tættere på forståelse af menneskene bag. Dermed er bogen ikke blot en billedfortælling om verdenshistorien siden slutfirserne, den er også en grundig indføring i anatomien i de brændpunkter, han har opsøgt.

Derudover er det også en fascinerende fortælling om pressefotografers vilkår, når film skal fremkaldes og sendes til redaktioner inden de allestedsnærværende deadlines. Der er virkelig taget utraditionelle metoder i brug for at sikre, at de rigtige billeder kommer i kassen og når frem.

Grarup er en fotonørd, der dels er meget dogme-agtig. Han bruger fx aldrig teleobjektiver, for han vil ikke opleve virkeligheden på afstand, men komme helt tæt for, for at kunne forstå. Han er også fascineret af fotoprocessen, og køber sig fattig i gammelt udstyr, så han fx nu laver fantastiske portrætter på wetplates med udstyr fra før 1900. Intetsteds lægger han skjul på de menneskelige omkostninger, hans valg har medført, herunder mistede parforhold, men han gør også meget ud af at kombinere sit professionelle virke med i det mindste at være en ordentlig far.