Hvor er stjernerne når det er lyst

Humoristisk og velskrevet erindringsbog om skuespilleren Lisbet Lundquists karirere, familie og mænd.

Lisbet Lundquist har skrevet en bog om sit liv, fra hun bliver født i 1943, til hun fylder 40 i 1983. Hun vokser op i et kulturradikalt hjem i Holte som ældste datter af Frank Lundquist, der er professor i biokemi, og Ida Lundquist, der er hjemmegående husmor, men som også er en stor politisk begavelse og skribent. Det ligger således ikke i kortene, at Lisbet skal blive skuespiller, og hun forsøger sig da også med et par studier på universitetet, før hun vælger at gå skuespillervejen.

Der kommer mange af tidens store kulturpersonligheder, og der er højt til loftet i det kulturradikale hjem i Holte. Lisbet fortæller om ånden i hjemmet og tegner muntre og kærlige portrætter af begge sine forældre: Professorfaren, der først rigtig ser sin datter, da hun er blevet voksen, og moren, der lever et uforløst liv som hjemmegående husmor. Lisbets mor har kontakt med mange af tidens store politiske meningsdannere, som fx. Bodil Koch, hun skriver, men arbejder ikke udenfor hjemmet og rammes tidligt af sklerose.

Lisbeth har to mindre brødre, og det er især broren Lars, vi hører om. Den smukke og følsomme Lars, der læser til læge, men mister sine fingre i en arbejdsulykke og i stedet bliver arkitekt. Selv om han bliver en anerkendt arkitekt, kommer der flere og flere dæmoner ind i Lars’ liv, og lidt efter lidt tager alkoholen styring over hele hans tilværelse. Lisbet fortæller ærligt, usentimentalt og meget kærligt om broren.

Vi hører om Lisbets karriere, om hendes forskellige roller på film, teater og revy, om hendes kolleger og om hendes forskellige elskere og mænd. Lisbets helt store kærlighed, Søren Østergaard, som hun har været gift med siden 1993, optræder kun sporadisk, så ham har vi til gode til næste bind af erindringerne.

Lisbet Lundquist har en fænomenal god hukommelse og husker episoder, fra hun er ganske lille, og som hun egentlig ikke burde kunne huske. Selv synes hun dog ikke altid, at det er en fordel huske så meget. ”Det kan være ensomt at huske ting fra barndom og ungdom uden at kunne dele det med nogen”, siger hun. Hun husker naturligvis også ’Giro 413’ og de sange, der blev spillet søndag efter søndag efter søndag, men når hun skriver, at det var tandbørstning og godnat efter programmet, så husker hun på trods af sin gode hukommelse alligevel forkert, for ’Giro 413’ er altid blevet sendt til middagsmaden kl. 12.

Lisbet Lundquist kalder sin bog ”I ret høj grad sandfærdige erindringer”, og det må vi så tro på. Ikke bare fortæller hun om sig selv og dem, der har stået og stadig står hende nær, hun fortæller også om årene efter 2. Verdenskrig, hvor de unge, ikke mindst kvinderne, får helt nye muligheder for at vælge deres egen tilværelse og realisere sig selv. For min skyld må der gerne komme et bind to.