Hvor de gamle visner

Anita er social- og sundhedshjælper på Holmegårdens Ældrecenter på afsnittet for demente - blandt personalet kaldet Demensen. Efter en vagt hvor hun har skullet oplære en ny medarbejder, bliver hun sat på en ekstra nattevagt, da afløseren har meldt sig syg. I løbet af natten er flere af de gamle urolige, og især Erna skælder ud. Næste dag er hun sløj, og få dage efter er hun død.

Dagene går deres vante gang, og så får Anita endnu en dobbeltvagt, som igen bliver en nat med uroligheder. Dagen efter er Johan blevet syg, og da han også dør, begynder Anita at undre sig. For der er noget mystisk med de ventilationsskakter, som løber gennem hele huset. Og hvad er det med gamle Henny, som den ene dag virker til at være på gravens rand, og den næste ser ud som en på 60!

Michael Kamp har tidligere skrevet den satiriske "Fordærv", som jeg var ret vild med. Den foregik i skolemiljøet, hvor Kamp er på hjemmebane med en uddannelse som skolelærer. "Hvor de gamle visner" er en helt anden type roman. Den har ikke den humor og ironiske distance til sit emne, som "Fordærv" havde. Til gengæld giver den et rigtigt grumt billede af, hvordan vi behandler vores gamle, og det er i sig selv ret uhyggeligt. Oveni putter Kamp så en velkomponeret horror-fortælling, som har en dejligt overraskende slutning.

Historien er velfortalt, og Kamp formår også denne gang at behandle et socialt emne i en horror-kontekst, så man både føler sig underholdt og får en mening med på vejen. Der er mere gys og mindre grin her end i "Fordærv", og det synes jeg fungerer rigtig godt. Især klimakset i ældrecentrets kælder og twistet til sidst rammer lige ned i uhygge-nerven.

Forsiden er lavet af den slovakiske Tomasz Jedruszek, og fik mig til at associere til danske Patrick Leis der for mig står som en af de bedste horror-illustratorer i verden. Jedruszek lover uhygge, og det sørger Kamp så for, at vi får!

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at historien næsten er for kort. Jeg kunne godt have tænkt mig, hvis Kamp havde uddybet den lidt mere, for der er nok at tage af, og oplægget er rigtig godt. Men nu er den ikke længere, så i stedet vil jeg nøjes med at glæde mig over, at Michael Kamp igen har skrevet en kort, men god og grum roman.