Hvad jeg synes er smukt

Billedbog om et barns oplevelse af skønhed og diversitet er fuld af umiddelbare og filosofiske betragtninger om verden, der kan føre til interessante snakke i højtlæsningssituationen.

Drengen Max bliver udfordret, da han i klassen af sin lærer bliver spurgt om, hvad han synes er smukt. Det kan han ikke umiddelbart svare på, men hans lærer presser ham ikke og giver ham lov til at gå hjem og tænke over det. Dette spørgsmål sætter en masse tanker i gang hos Max, og han begynder at se på verdenen på en helt anden måde end før. Hans friske børneblik ser pludseligt skønhed overalt, både i detaljen og i overblikket og i det konkrete og det abstrakte. Mens han udforsker sit univers på jagt efter skønhed, filosoferer han undervejs over, hvad skønhed egentlig er. Bogen ender med, at Max fortæller om sine oplevelser i klassen, og at han oplever deres fine reaktion på det, han deler med dem.

Forsidens regnbuebaggrund med barnet i midten viser meget godt, hvad denne billedbog handler om. At regnbuen er smuk, kan de fleste blive enige om, men er regnbuens enkelte farver ikke også smukke hver især, ligesom den måde hvorpå den ene farve smelter ind i den anden? Bogens hovedperson er placeret midt i al denne skønhed, mens han tænksomt lukker øjnene.

”Show, don’t tell” er et amerikansk udtryk, som fint kan bruges til at beskrive, hvad der virker i denne bog, og hvad der ikke gør. Tegningerne fungerer nemlig rigtigt godt, fordi der vises mennesker af forskellig slags i almindelige situationer, sådan som børn i det moderne Danmark er vant til at se, og det virker helt naturligt i historien. Forfatteren vælger på en enkelt side at fortælle med ord, at forskellige hudfarver er flotte. Det bliver en smule for meget, og jeg ville ønske, at forfatteren havde haft tillid til, at læseren kunne drage den konklusion selv. Det er lidt en skam, fordi resten af bogen netop undgår at tale ned til læseren.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at forfatteren gerne vil have, at bogen primært skal bruges til at snakke med barnet om menneskelig diversitet og herunder især menneskers hudfarve. Det kan man sagtens, men der er også mange andre ting, man kan snakke med sit barn om under og efter læsningen. Man kan snakke om, hvad man selv synes er smukt og om, hvordan forskellige mennesker har forskellige perspektiver og derfor også kan synes, at forskellige ting er smukke. For eksempel vil alle ikke synes, at den graffiti, Max går forbi på sin vej, er smuk. Man kan snakke om, hvad der kan være smukt, om det for eksempel kun er fysiske objekter eller også kan være naturfænomener og endda følelser og ideer. Hvis al den filosoferen bliver for meget, kan man også snakke om generthed og om det at skulle stå frem og sige sin mening foran en gruppe, noget mange børn har svært ved ligesom Max.

I det store hele en inspirerende ny billedbog, som er værd at læse sammen, og som vil give stof til eftertanke hos både børn og voksne.