Bog

Hun var velkommen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Hun var velkommen af Adele Parks

09 sep.19

Velskrevet thriller om gammelt venskab, svigt og hævn skæmmes af et gennemskueligt plot og et stereotypt persongalleri.

Selvom jeg ret hurtigt gættede plottet, var jeg godt underholdt og temmelig opslugt af bogen. Mel modtager en mail fra en Abi, som hun ikke har haft kontakt med i 17 år. Mel og Abi er i den grad modsætninger, og både som ung og voksen er Mel frygtelig naiv og godtroende, hvilket tilsyneladende irriterer Abi lige så meget, som det irriterede mig. Abi er en berømthed fra tv verdenen og har været bosat i USA i alle årene og har været gift med en endnu større berømthed, som hun allerede, da de to piger studerede sammen, blev kæreste med. Hun er skrap og ved, hvad hun vil have, og intet skal afholde hende fra at få det.

Abi opsøger Mel, da hendes liv ligger i ruiner, fordi hendes elskede Rob har fundet en anden og yngre model. Mel tager imod hende med kyshånd og tilbyder hende ubegrænset ophold i sit hjem uden for London. De er i forvejen Mel, Ben, Liam på 17 år og to døtre under ti år i huset, så det er ikke fordi, der er meget plads til overnattende gæster. Ben bliver ret hurtig træt af deres gæst, men Mel er ikke til at hugge eller stikke i, Abi må blive, så længe hun vil. Efterhånden som tiden går, sniger der sig et mørke ind i hjemmet og i handlingen, og det ender da også med et kæmpe brag, der er ved at koste Mel alt, hvad hun har kært. Men hvorfor er det, at Mel synes, hun skylder Abi? Hvad skete der i deres studietid?

Personerne er noget stereotype. Mel er den søde og svage kvinde, og Abi er den magtfulde og stærke. Mændene tænker stort set alle sammen med en anden legemsdel end hjernen, men er alligevel dem, der tjener mest. Men på en eller anden besynderlig måde fungerer de alle godt i fortællingen, der er anderledes end noget, jeg ellers har læst. Det er forfatterens første thriller, ellers har hun skrevet feel-good romaner, og det er måske derfor, kvinderollerne er, som de er. Mel ville passe perfekt i en kærlighedshistorie, og det ville slutningen faktisk også.

Overordnet set synes jeg godt om bogen, og jeg er klar til flere bøger fra forfatterens hånd, om det så er domestic-noir, feel-good eller thrillere.

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins
Oversætter
Kamilla Pontoppidan Haderup
Faustnummer
46890833
ISBN
9788771916232
Antal sider
479

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer