Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Carolyne Kaddu Rasmussen fortæller om familiens flugt til Danmark og om at starte forfra. En livsbekræftende og bevægende historie, der giver stof til eftertanke.

Det er ikke sikkert, at mange alene ud fra navnet ved, hvem Carolyne Kaddu Rasmussen er. Men har man set komikeren Melvin Kakoozas tv-show ”Helt sort” kender man hende helt sikkert. Carolyne er nemlig Melvins mor, som med umådelig charme har snakket med om sønnens oplevelser i alle udsendelserne.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Carolyne skulle blive kendt i dansk tv. Hun blev født i Uganda i 1970, blot et par måneder før diktatoren Idi Amin tog magten ved et kup. I løbet af hans 8-årige styre mistede ca. 300.000 livet, og mange flygtede. Heriblandt også Carolynes familie. Carolyne boede på det tidspunkt på en kostskole, og det lykkedes først hendes far at hente hende fem måneder senere. På det tidspunkt var hun døden nær af underernæring.

En stor del af barndommen boede Carolyne hos mormoren i et velhaverkvarter med stuepige, men hun kom også hos farmoren, der boede i bushen. Her var der udendørs bad, og hønsene sov inde i huset. Men kærligheden var stor, og der var ubetinget frihed, og det var også farmoren, der tog Carolyne ind, da hun blev gravid som 18-årig. Her startede Carolyne straks en lille forretning med at sælge mandazis, et sødt, fedtet brød. Hun vil forsørge sig selv og sin baby.

Som 21-årig mødte Carolyne sin kommende mand, en højtstående parlamentariker, og snart blev hun gravid igen. Men lykken varede ikke længe. Carolynes mand var nødt til at flygte pga. politisk forfølgelse, og i sommeren 1992 sendte han bud efter Carolyne. Han havde fået arrangeret, at hun kunne følge ham til Danmark, hvor han har fået ophold.

'Hovedet i himlen og fødderne på jorden' er en utrolig livsbekræftende fortælling. Uanset hvad livet har smidt i hovedet på Carolyne, sult, flugt, vold med mere, så har hun altid kastet sig ud i udfordringerne med et positivt sind.

Ud over det inspirerende i Carolynes livsindstilling er det også interessant at læse om hendes møde med Danmark. Som i Kenya er hun ved ankomsten ivrig efter at forsørge sig selv, men i Danmark er det ikke lige så let at starte en Mandazis butik. Hendes skolegang i Kenya tæller ikke i det danske system, så jobcenteret anbefaler hende at tage en Sosu-uddannelse. ”I er jo vant til at passe på jeres ældre”, som jobkonsulenten konstaterer. Et lille snert af den bias flygtninge bliver mødt med i systemet, uanset de gode intentioner, for hvorfor ikke spørge ind til folks kompetencer og drømme? Men Carolyne siger ja tak og har siden videreuddannet sig flere gange.

Også på andre områder er livet anderledes. Det er nemlig ikke altid er nok at kunne sproget, fordi der er så meget underforstået i kulturen. F.eks. er det kutyme i Danmark at aftale, hvornår man skal ses, i stedet for bare at dukke op. En anden ting, hun bemærker er, hvordan vi putter alt i kategorier. En nabo er ikke bare en nabo. Det kan også være en genbo, en bagbo osv., hvor det i Uganda er alle på samme vej, der er ens nabo. Og så er der episoden, hvor hun kommer for sent første dag på sit praktiksted, fordi tiden er skiftet til sommertid.

For Coralynes første mand blev det ødelæggende at være flygtning i et fremmed land. Han mistede sin identitet og sig selv. Carolyne derimod har slået rod og kalder Danmark sit moderland, mens Uganda er hendes fædreland. På trods af møder med racisme og andre vanskeligheder har hendes ukuelige livsmod, hendes kristne tro og hendes kærlighed til sin familie båret hende frem. Man kan ikke andet end være fuld af beundring for en kvinde, der i den grad lever sit liv, uanset hvilke storme tilværelsen kaster hende ud i.