Holger Drachmann : vi vil fred her til lands

Vi mindes Holger Drachmann Sankthansaften, hvor vi synger ’Vi elsker vort land’. Med denne spændende biografi, der ikke er et helteepos, kommer vi bag legenden.

Holger Drachmann levede fra 1846 til 1908. Bogen starter med den store "begravelsesfest”, hvor Drachmann blev fejret først i Hornbæk, hvor han døde på sanatoriet, dernæst i Helsingør og København, inden hans aske blev sejlet til Frederikshavn for endelig at blive placeret i klitterne ved Grenen. Det var den største fejring af en digter med alt fra Skagens fiskere til kongen.

Inden da havde han levet et turbulent liv med masser af fester og kvinder, men også som en hårdtarbejdende kunstner både med pensel og pen. Kvinderne betød meget i hans liv, og de fem han boede fast med og blev gift med, har Frederiksen valgt at opdele bogen efter. Vi følger Drachmanns liv i hvert af ægteskaberne, der både var hektiske og stormfulde. Inden da følger vi hans opvækst og uddannelse, inden han for alvor springer ud som kunstner med dannelsesrejsen til Middelhavet – naturligvis med skib – Drachmann var bidt af havet og søens folk.

Et vigtigt tema i Holger Drachmanns liv, udover kærlighed og kunst, var en evig mangel på penge, eller rettere et forbrug, der oversteg udgifterne. Bestandigt måtte han bede om forskud hos sit forlag, Gyldendal, som han var i kolossal og stærkt voksende gæld til hele livet.

Vi møder en kunstner fuld af skabertrang, men også med et skrøbeligt helbred, hvor han gang på gang fik ordre på at holde arbejdspause, hvad der stort set ikke var ham muligt.

Frederiksen har gennemgået de enorme arkiver, hvor ikke mindst Drachmanns flittige korrespondance med indtil flere daglige breve fylder godt. Det er ikke et helteepos, for Frederiksen har et godt blik for svingningerne i forfatterskabet med store perler og små fusere. Myterne om den pragtfulde Skagenfest i kunstnerkolonien får også et par skud for boven.

Det er blevet en flot og spændende biografi i et godt sprog og fyldt med lækre illustrationer. Den giver et mere nuanceret billede af manden end den, min dansklærer i folkeskolen gav: Holger hed han, drak gjorde han og mand var han!