Anmeldelse
Højt. En rejse i Himalaya
- Log ind for at skrive kommentarer
En svimlende rejse til Himalayas utilgængelige egne og tæt på de lokales liv og traditioner, der er under pres fra klimaforandringer og omgivende stormagter.
Den norske forfatter og socialantropolog Erika Fatland har igennem otte måneder i 2018-19 rejst igennem Himalaya, der omfatter fem lande og bl.a. har grænser til Kina, Indien og Pakistan. Dette bjergrige, der rummer de højeste bjerge i verden, er fyldt med myter om yetier, shamaner, hellige klostre og bjerge og har alle dage fascineret opdagelsesrejsende og eventyrere. Forfatteren rejser alene med lokale guider fra det ene utilgængelige område til det andet. Via interviews med de lokale beboere får vi et enestående indblik i anderledes kulturer, traditioner og sprogforskelle, der alle er under pres fra den moderne verden. Undervejs opridses landenes historie og konflikter gennem tiderne. Meget af det vil være ukendt for de fleste.
Hvis man tror, at verden er blevet grænseløs, så er der helt anderledes vilkår i sneens rige, Himalaya. Naturen sætter sine egne grænser med dybe floder, tørre stepper og jordskredsramte veje. Men stormagternes massive overvågning, der inkluderer grænseposter og politi samt et helt ufatteligt bureaukrati med pas og stempler, begrænser de lokales og turisternes frie bevægelighed. Klimaforandringerne er synlige her. I takt med at gletsjerne smelter, mindre sne og regn og mere ekstremt vejr, får det betydning ikke kun for de lokale, idet nogle af verdens største floder bl.a. Ganges, Brahmaputra og Yangste er et væsentligt livsgrundlag for millioner af mennesker i Kina og Indien.
Vi bliver indviet i en verden, hvor hinduisme, buddhisme og shamanisme er levende til stede i hverdagslivet, fortalt af unge og gamle, mænd og kvinder. Det er helt unikke livshistorier med mange fine detaljer om deres traditioner, men også om hvordan mennesker har tålt og lidt, kæmpet og stridt for at kæmpe mod uretfærdighed og overgreb. Samtidig fortæller historierne også om, hvordan den traditionelle livsform fastfryser en naturlig udvikling. Fx i et fjerntliggende distrikt i Nepal hvor kvinderne under menstruation skal bo i særlige hytter, hvor de er udsat for slangebid, overgreb mv. Officielt er det forbudt, men skikken trives, for ellers er det den enkeltes skyld, at der sker ulykker.
Fatland møder i Sikkim eksprinsessen Hope, der som amerikaner i 1963 blev gift med kronprinsen til det buddhistiske kongerige, inden landet blev indlemmet i Indien. I Kailash går hun sammen med tusindvis af pilgrimme over 50 km rundt om et helligt bjerg med henblik på det næste liv. Hun er i Base Camp på Mt. Everest. Vejen dertil er fyldt med affald, og hun interviewer sherpaerne og nogle af de entusiastiske bjergbestigere, der står i kø for at komme op på det myteomspundne bjerg. Hun besøger ved Lugusøen, Sadama, som tilhører mosouerne, et matrilineært samfund, hvor man praktiserer vandreægteskaber. Kvinderne bliver boende hos deres mor sammen med børnene, og mænd kommer kun på besøg om natten.
Vi kommer tæt på omkostningerne ved Kinas annektering af Tibet i 1950, hvor én siger, at Tibet er et fængsel. Der er i det hele taget en mangfoldighed af historier om, hvad religion, ritualer, tilhørsforhold og geopolitik betyder for det enkelte individ.
Erika Fatland er en velforberedt, eminent iagttager og lytter. Det er fascinerende læsning, der sætter eksistens og vilkår i globalt perspektiv.
Brugernes anmeldelser