Anmeldelse
Hermelin af Linda van Mieghem
- Log ind for at skrive kommentarer
’Hermelin’ er en vedkommende og gribende bog om styrke og kærlighed i kampen for livet og medmenneskeligheden, når fremtiden ser allermørkest ud.
’Hermelin’ er en sand perle, gribende og netop nu skræmmende aktuel. Linda van Mieghem leverer et barsk og samfundskritisk opråb, der får hjertet til at bløde. En dystopisk roman om samfundet efter De Små Krige, hvor tusindvis af borgere er flygtet fra eget land og nu er endegyldigt statsløse.
Midt i denne skingre verden lever smukke Savannah, en hjemløs ung pige som har mistet begge sine forældre. Hun bor sammen med en gruppe børn, som ved fælles hjælp lige akkurat klarer sig igennem fra dag til dag. Andre grupper er farlige bander, som man gør bedst i at undgå, hvis man har planer om at overleve.
Som andre statsløse børn lever Savannah i evigt skjul og altid med frygt for at blive pågrebet af den hemmelige tjeneste. Trods hendes sarte ydre er der noget fandenivoldsk over Savannah. Hun er en oprører, og hun tør stille spørgsmålstegn ved befolkningens stikkerhandlinger. Hun er en passioneret danser akkurat som sin forsvundne mor. Næsten hver dag optræder hun på torvet i byen Zorasse, hvor hun tryllebinder alle med sin dans. Den er hendes ventil til overlevelse, hendes mulighed for at udtrykke sorgen over dem hun har mistet, men også håbet for fremtiden. For hver dag bliver det farligere. Politiet slår hårdt ned overalt, og hun jages af den hemmelige tjenestes spioner. Men hun har en skytsengel: Drengen Hermelin. Hun kender ham ikke, men alligevel redder han hendes liv gang på gang.
Ingen ønsker de statsløse integreret i samfundet, de tusindvis af hjemløse og deres børn er stemplet som kriminelle udskud, en plage og sort plet på landets fremtid. Den enkle løsning er at vende ryggen til, og lade som om de aldrig har eksisteret. Derfor er det er ikke noget særsyn at overvære politiet arrestere børn eller endda se børn blive skudt på åben gade. Kun få kæmper imod i forsøget på at genskabe medmenneskeligheden og hjælpe de svage og udstødte frem mod et bedre liv.
Romanen er voldsomt hjerteskærende og helt utroligt smukt skrevet. Linda van Mieghem formår enkelt og elegant at fortælle om et moralsk nedbrudt samfund i frit fald. Ofrenes sorg og frygt smerter som et piskesmæld, og man føler deres brændende livsmod, når de lykkedes med selv den mindste sejr over magthaverne. Gribende læsning.
Brugernes anmeldelser