Bog

Hende der må dø

Af (
2019
)

Anmeldelse

Hende der må dø af David Lagercrantz

29 aug.19

Lagercrantz fortsættelse af Stieg Larsons Millennium-trilogi afsluttes på flotteste vis. Forfatteren kan sit håndværk, især er det en fornøjelse, at Salander i endnu højere grad fremtræder som seriens heltinde.

David Lagercrantz havde et glimrende forfatterskab bag sig, bl.a. en biografi om Zlatan og flere spændingsromaner, da han under stor mediebevågenhed blev headhuntet til at videreføre afdøde Stieg Larssons kultromaner. Anmelderne var ikke specielt begejstrede, og stærke ord som helligbrøde, pengebegær og blasfemi blev anvendt, men heri er jeg bestemt ikke enig. Lagercrantz er sluppet godt fra opgaven, og især er han glimrende til at levere spænding og fabrikere et plot. Samlet set er hans tre romaner om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist først og fremmest spændende, men så absolut også respektfulde overfor afdøde Stieg Larssons arv.

Lisbeth Salander har bestemt sig til at tage det endelige opgør med søsteren Camilla og hendes russiske mafia. Hun er derfor taget til Moskva, men i det afgørende øjeblik svigter modet hende, og i stedet forsøger Camilla nu med alle midler at få ram på Lisbeth. Lisbeth flygter tilbage til Stockholm, hvor hendes veje endnu en gang krydser journalisten Mikael Blomkvist.

Mikael er modstræbende gået i gang med at undersøge de mystiske omstændigheder ved fundet af en død hjemløs. Manden er tilsyneladende død af et hjertestop, men hvorfor havde han Mikaels telefonnummer i lommen i lommen, og hvorfor blev han ved med at nævne forsvarsministeren Johannes Forsells navn? Og da det viser sig, at han faktisk blev myrdet, graver Miakel endnu dybere. Sporene fører bl.a. tilbage til en bjergbestiger ekspedition i Himalaya 10 år tidligere. Samtidig strammes nettet omkring Lisbeth, og nu er også Mikael og hans venner i farezonen.

David Lagercrantz er en glimrende forfatter, der kan sit håndværk, og især er det en fornøjelse, at Lisbeth Salander i endnu højere grad fremtræder som seriens heltinde. Faktisk har hun efterhånden fået en slags superhelte status, og hun og Mikael benævnes ofte som den dynamiske duo (Batman og Robin), og superhelte kan da ikke dø, eller kan de?

Læs selv, men en kendsgerning er det i hvert fald, at Lagercrantz med dette bind nu stopper sit engagement i projektet Lisbeth Salander. Fremtiden må så vise, om universet er så god en forretning, 100 millioner eksemplarer solgt på verdensplan,, at forlaget graver en ny forfatter frem.Forhåbentlig ikke, for serien har en fin og perfekt afslutning.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
46632451
ISBN
9788770072175
Antal sider
332

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer