Heksene og den perfekte hofmand : Albert Skeel og den magisk-religiøse renæssance

En meget lærerig og læsevenlig bog om hekseprocesserne i Danmark.

Fra 1572 til 1652 var der i Ribe en stribe hekseprocesser i et antal, der oversteg andre byer og egne i Danmark. Fra 1601 til sin død i 1639 var Albert Skeel lensmand i byen og den øverste instans bag hekseforfølgelserne.

Albert Skeel var en meget veluddannet mand med studier ved de største europæiske universiteter. Han havde også en strålende militær karriere bag sig og var Kong Christian IVs fortrolige.

Det var gennem de europæiske studier, han stiftede bekendtskab med de videnskabelige retninger, der lå til grund for den europæiske heksejagt. Paradoksalt nok groede denne tro på djævelskab op under renæssancen midt i den blomstrende tid, hvor kunst og videnskab virkelig udfoldede sig, mens det blev fordømt som overtro i middelalderen, som Bramming af denne grund kalder den lyse middelalder!

Værket her er uhyre grundigt og tager os med Skeel til de væsentligste europæiske videnskabsmænd – Skeel selv var nevø til Tyche Brahe – og giver os en grundig indføring i, hvordan man opfattede uddannelsen af perfekte hofmænd og -damer. Det sidste står meget i modsætning til det gængse indtryk af renæssancens letbenede og snobbede hofliv, idet der fordredes ydmyghed, høj moral og menneskelig forståelse blandt andet. Egenskaber som Albert Skeel til fulde besad.

Hovedparten er selvfølgelig historien om hekseprocesserne i Ribe, der i mange tilfælde omtales meget grundigt med uddrag af retsprotokoller og lignende. Bramming har virkelig været igennem kilderne.

Bogen giver et for mig overraskende billede af et retssamfund med mange hæderlige principper, blandt andet gode appelmuligheder, forbud mod tortur (indtil dommen var faldet, så var der næsten frit slag, for eksempel for at få heksen til at røbe medskyldige). Man kunne dog ikke dømmes på udsagn fra en dømt person, men man kunne igangsætte processer mod de røbede.

Det er måske også gængs opfattelse, at hekseprocesserne ophørte i og med, vi blev mere oplyste. Det var slet ikke tilfældet, nærmest tvært imod: Bodskristendommen, der gik ud på, at man selv fortjente sin skæbne, som Gud havde bestemt den, blev enden på processerne. Man troede stadig på hekse og troldmænd, men anså dem for relativt ufarlige, da Gud styrede alt, så Djævelen og han medhjælpere ikke kunne gribe ind i for eksempel klimaet.