Håndtegner

Det bedste argument for at læse Politiken har efterhånden holdt galden flydende i 70 år, og det fejres med et tilbageblik over karrieren. Dejlig og skarp læsning er lykkeligvist fulgt af en masse af pletskuddene.

Selve opvæksten beskrev Roald Als for nogle år siden i den charmerende lille bog 'Personligt tog jeg ikke skade af at vokse op', så det er tegnekarrieren, der er i spil denne gang.

Vi er med fra de første spæde barneskitser og får da lige et enkelt kapitel om, hvordan lille Roald blev farvet af et stærkt socialdemokratisk hjem og podet med den indignation, der har præget de fleste af hans tegninger siden.

Vi kommer omkring det anarkistiske bladmiljø af frivillige på forgangne Hovedbladet over det lidt mere levedygtige, men også anarkistiske Levende Billeder til den nuværende funktion som avistegner. Med sidstnævnte gerning har han det erklærede formål at vælte den til enhver tid siddende regering – medmindre statsministeren er Anker Jørgensen, hvad selv den nostalgiske tegner må indrømme bliver mindre og mindre sandsynligt.

Der bliver dog også tid til at fortælle om illustratoropgaver til blandt andet børnebøger og hans fine arbejde med portrætkunst – blandt andet de officielle malerier af Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft.

Als reflekterer meget over arbejdet som tegner og illustrator og forholdet til ”ofrene”, og han sparer ikke på galden, når det kommer til typer som Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og ”Alle ulykkers fader”: Anders Fogh Rasmussen.

Roald Als er efter min mening en af de skarpeste penne både blandt nulevende og tidligere satiretegnere. Dertil har han også et skrivesprog, der er en lige så stor nydelse, så jeg kan i hvert fald ikke blive meget bedre underholdt, end jeg var den lille dags tid, der var sat af til håndtegnerens behagelige selskab.