Grimmsburg

”Det sted, hvor jeg befinder mig nu, findes ikke….”

Sådan begynder romanen om sanatoriet Grimmsburg, der ligger dybt inde i de bøhmiske skove. Historielæreren Arvid kommer til Grimmsburg efter et nervesammenbrud. På Grimmsburg skal han finde ro i krop og sjæl, men det vil være synd at sige at han finder det.

Da Arvid jo er historielærer vil han gerne have historien (helst den sande historie) om Grimmsburg, men alle har hver deres historie om Grimmsburgs oprindelse. Da Arvid selv opfinder en musikpavillon, går alle med på at der findes en sådan og digter videre på historien.

Arvid møder mange forskellige mennesker på Grimmsburg og knytter sig tæt til et par, dog kun for en kort stund.

Man er som læser aldrig helt klar over om Grimmsburg findes i virkeligheden eller bare i Arvids hoved; faktisk kan alt det Arvid fortæller om, inklusive det liv han har forladt være en del af Arvids livlige fantasi. Det gør dog ikke bogen mindre interessant, måske bare mere uhåndgribelig og luftig.

Gerz Feigenberg er god til at beskrive Grimmsburg. Man kan som læser se det for sig, majestætisk og meget tysk i sit udseende. Personbeskrivelsen er måske lidt overfladisk, det er helt klart fortælleren der fylder mest. Den biperson som også træder frem er Helene, en gæst på sanatoriet, som viser sig at være en del af Arvids fortid.

Jeg er sikker på at fortællingen ville gøre sig endnu bedre hvis den blev læst højt og gerne af forfatteren, men jeg anbefaler også gerne bogen, som emmer af afmagt, tåge, fantasi, formørkede sjæle og mørke tyske skove.

Forfatteren er både skuespiller og instruktør og så er han en af Danmarks bedste mundtlige historiefortællere. Jeg havde i begyndelsen af 1990’erne fornøjelsen af at høre han finde på ’Parfumerede Historier’ på KafCafeen i København. Det var en kæmpe oplevelse, som ikke er trumfet siden!