Græshoppejunglen

Den vanvittige og satiriske historie er først og fremmest en ungdomsroman om at blive voksen, men samtidig er det også en fuldkommen forrykt dommedagsskildring, plus en hel del mere.

Austin Szerba er 16 år og bor i den lille by Ealing i Iowa. Ealing er en typisk amerikansk lilleby, som langsomt sygner hen, fordi byens helt store arbejdsgiver, en kemifabrik, er lukket ned (en slags amerikansk pendant til ”Udkants-Danmark”). Austins bedste ven er den jævnaldrende Robby, som er homoseksuel, og selvom Austin er kæreste med pigen Shannon, som han konstant tænker på at komme i seng med, er han samtidig også voldsomt tiltrukket af Robby. De tre er mere eller mindre altid sammen, og under en af deres fælles udflugter kommer de uforvarende til at udløse intet mindre end verdens undergang.

Et glas med et hengemt videnskabeligt forsøg kommer i kontakt med blod, og en hær af liderlige og meget sultne to meter høje græshoppelignende bæster bliver født. De tre unge er dog i første omgang totalt uvidende om, hvad der foregår, fordi de har opdaget et underjordisk forskningsanlæg, og det er, mens de er i gang med at udforske det enorme anlæg, at græshopperne går i gang med at formere sig og udrydde befolkningen.  

Som nævnt er det en helt igennem utrolig og voldsomt fascinerende bog, og der er bestemt ikke noget at sige til, at forfatteren har en voksende fanskare og er blevet sammenlignet med store forfattere som Kurt Vonnegut, Hunter S. Thompson og J.D. Salinger.

Historien er godt skruet sammen men er samtidig også temmelig svær at sætte i bås. ”Det er en historie om spædbørn med to hoveder, insekter på størrelse med køleskabe, Gud, djævelen, krigere uden arme og ben, rimskibe, sex, dykkerklokker, tyveri, krig, uhyrer, benzinmotorer, kærlighed, cigaretter, glæde. Beskyttelsesrum, pizza og beskyttelsesrum. Kort sagt intet nyt under solen.”

Ovennævnte er et citat fra bogens inderflap, og det illustrerer ganske glimrende bogens absurde og humoristiske tilgang, som absolut fungerer fint – for det meste. Indimellem bliver alle løjerne dog lige en tand for meget, og samtidig skal man også kunne klare et vist frisprog med udstrakt brug af bandeord og med utallige henvisninger til sex.

Romanen rummer mange lag, som langt hen ad vejen er forrygende god underholdning. Sprogligt er bogen meget direkte og let at gå til, men alligevel formår forfatteren at tegne et knivskarpt billede af sine personer – især af de to drenge og deres forsøg på at forstå deres seksualitet. På trods af bogens lettilgængelighed og humorens form formår forfatteren oven i købet at få leveret en indfølende og magisk beskrivelse af et lille samfund i krise og stagnation, og på det psykologiske plan bliver der oven i købet plads til et par eftertænksomme indspark om først og fremmest at lære af historien.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.