Frederik 2.

En fremragende biografi får en hidtil overset konge til at fremstå ikke blot i fuld figur men i fuld majestæt.

Frederik 2. Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg husker om ham fra skolens historieundervisning, kommer der kun to ting frem. Men dem kan jeg så også huske! Den ene er, at han jo var far til den strålende enevoldskonge Christian 4. Den anden er den utrolige mindetale, som Anders Sørensen Vedel holdt kort efter kongens død med det fyndige udsagn:

Hvis kong Frederik havde holdt sig fra al den skadelige druk, ville han have kunnet holde mangen god dag endnu.

Og det har så været den almindelige mening om Frederik 2. til nu, at han var en drukkenbolt, der havde held til at blive far til en stor konge. Den historie skriver Grinder-Hansen nu om - helt om. Han baserer sin nyvurdering af Frederik 2. på omfattende, dokumenterede studier i trykte kilder, der omfatter offentlige dokumenter, kongens private korrespondance og dagbøger, samtidige og senere beretninger og meget mere. Og han kan på denne baggrund vende tingene 180 grader og konkludere, at kongen langt fra blot var en jagtglad drukkenbolt, men derimod en utrættelig "indpisker, inspirator, irettesætter, mediator, lønforhandler, fundraiser, låntager og networker for nu at bruge moderne ord".

Det er jo en kolossal nyvurdering af kongen, men Grinder-Hansen har belæg for sine synspunkter, som han fremlægger i veldokumenterede og meget underholdende kapitler, der følger kongen kronologisk gennem hele livet, men som også laver, hvad man kunne kalde punktanalyser: Kongen som elsker og ægtemand, kongen som mæcen, kongen som bygherre - ikke mindst af det vidunderlige Kronborg slot, kongen som familiefar, kongen som protestantismens forsvarer o.s.v. Det giver et fantastisk tæt og nuanceret portræt af en mand, der vokser for én, jo mere man læser.

Frederik 2. havde et vidunderligt motto, der afspejler hans dybe religiøsitet og hans jagtglæde på barok vis: "Treu ist wildbrat" - troskab er den bedste steg! Og det levede han så efter! Vi får et portræt af en meget flittig og meget omhyggelig monark, der på stadige rejser i sit rige søgte at følge med overalt. Han havde det handicap, at han var ordblind, og det plagede ham i embedsførelsen ofte at skulle ty til at diktere frem for at skrive selv. Men det afholdt ham ikke fra at engagere sig og drive en ganske visionær og markant politik, både indenrigs og udenrigs, hvad enten det drejede sig om krige eller alliancer.

Den protestantiske tro var en hjørnesten, som han forsvarede både indenrigs og udenrigs, og Grinder-Hansen kan med god ret hævde, at Frederik 2. ved sin død havde skabt et stærkt Danmark, og at den danske trone på hans tid var den mest betydningsfulde i Nordeuropa, også som en bastion mod katolicismen.

Det er jo en fantastisk historie om en overset og nedgjort konge. Grinder-Hansen kan heldigvis den kunst at krydre sin grundige fremstilling med indtagende og pudsige detaljer fra kongens liv, så han fremstår lyslevende for én som et dybt fascinerende og helt menneske med dyder og laster, en konge, hvis regeringstid var en af de bedste perioder i hele danmarkshistorien. Intet mindre! At sønnen, den sagnomspundne Christian 4., så stort set formøblede det hele, det er jo en helt anden historie...

Jeg har læst bogen med stor glæde og med beundring for Grinder-Hansens evne til at fremstille komplekse emneområder klart og underholdende, så hele historien bliver nærværende. Bogen er ganske enkelt en af de bedste biografier, jeg nogensinde har læst.

Selvom det er en kliché, er det reelt nok: Danmarkshistorien skal skrives om! Og det må man forvente, så Danmarks virkelige renæssancekonge kan få den plads, der rettelig tilkommer ham. Det er Grinder-Hansens banebrydende indsats i vores kongehistorie.