Bog

Freak love

Af (
2012
)

Anmeldelse

Freak Love af Katherine Dunn

14 nov.12

Mine damer og herrer, ærede publikum - velkommen til Binewski-familiens freak-cirkus! Det er forunderligt og dybt bizart, og I vil aldrig glemme dem. På godt - og på ondt.

Kathrine Dunns roman ’Freak love’ er intet mindre end genial, fordi den er så fuldstændig anderledes på alle punkter, end hvad jeg ellers før har læst

Familien Binewski ejer et omrejsende cirkus, der excellerer i at optræde med mennesker med forskellige genetiske udfordringer. Oly (bogens fortæller) beretter om sin familie ”Binewski Fabulon” i en dagbog til datteren Miranda men også om sit liv nu, hvor hun kæmper for, at anderledes mennesker får lov til at se ud, som de gør.

Familien er meget speciel. Mor og far - Al og Lily - har selv og med vilje avlet børn med genfejl. Lily har taget amfetamin, arsenik og udsat sig for radioaktive isotoper under svangerskaberne for at få børn, der kan: ”... tjene til dagen og vejen ved slet og ret være sig selv”. Resultatet af anstrengelserne udebliver ikke - førstefødte Arty bliver født med luffer i stedet for arme og ben, tvillingerne Ally og Ipyh er siamesiske, og Oly er pukkelrygget albinodværg. Sidstfødte, kaldet Kyllingen, ser helt normal ud, men er den største freak af dem alle; han har paranormale telekinetiske kræfter.

Familiens had, glæde, bitterhed, magtkampe og - ikke at forglemme - kærlighed til hinanden er hjerteskærende. Historien om broderen Arty, der danner en kult af tusindvis af disciple, der får opereret arme og ben af for at ligne deres elskede leder, er skræmmende og kvalmende afskyelig. Artys magtbegær er umætteligt, men det er også fascinerende, og forfatteren Dunn har fortalt, at hun var inspireret af “The Jonestown Massacre”, da hun skrev om Arty.

Da jeg læste “ Freak Love” blev jeg inviteret ind i en verden, der var bizar, og hvor normalitet var unormalt. Og selv om romanen på mange måder er voldsomt frastødende og ulækker, så er den også det modsatte. Den har nemlig det hele, og man kommer hele følelsesregistret igennem. Den er sjældent god og sjældent ondskabsfuld, den er sjov, og den er hjerteknusende sørgelig. Men frem for alt sætter den spørgsmålstegn ved begreber som normalitet og fanatisme, og man er ikke helt den samme, efter man har læst ’Freak Love’.

Bogdetaljer

Forlag
Møller
Oversætter
Ninna Brenøe
Faustnummer
29577455
Graphic
Leo Scherfig
ISBN
9788792927019
Antal sider
418

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer