Fra vinter til vår

Tysklands forbundspræsident skriver sine erindringer i en lun, rolig fortællestil og giver et spændende indblik i nutidig historie og tysk politik især.

Det er nok de færreste, der på stående fod ved, hvem Joachim Gauck er, så tillad mig at starte med en præsentation. Joachim Gauck er født den 24. januar 1940 i Rostock og har siden den 18. marts 2012 været Tysklands forbundspræsident. Han er vokset op i det hedengangne DDR, og det er især den del af hans liv, der tiltalte min indre historienørd.

Gauck er teolog, menneskeretsaktivist og svoren anti-kommunistisk. Pro-demokrat er nok i virkeligheden mere rammende, da Gauck ingen sympati har for nogen former for anti-demokratisk tankegods eller gebærden. Havde han været en voksen mand fremfor en fem-årig knøs under Anden Verdenskrig, ville det ikke være kommet bag på mig, hvis han og Bonhoeffer havde været pot og pande i kampen mod nazismen. Meget sigende så var det også det yderste venstre og højre, hhv. Die Linke og Nationaldemokratische Partei Deutschlands, der som de eneste modsatte sig valget af Gauck til forbundspræsident i 2012.

Før Gauck blev forbundspræsident, havde han været en til tider kontroversiel skikkelse i kraft af sit virke som leder af BStU – også kendt som Stasi-arkiverne. Gauck formåede at lægge sig ud med både tidligere Øst- og Vesttyskere med sin kompromisløse stil overfor tidligere Stasi-meddelere og sin uforbeholdne støtte til demokratiet og menneskerettighederne. Her skifter bogen karakter fra at være en velfortalt men ret typisk erindringsbog til at være et spændende indblik i mere nutidig historie og tysk politik især.

Tilhører man den forhåbentlig stadig mindre gruppe af mennesker, der fatter sympati for det gamle Sovjetunionen, så bør Fra vinter til vår rive en ud af den vildfarelse. De passager, der virkeligt berørte mig, beskrev det nærmest kafkaske galehus, der var DDR og Østblokken i det hele taget. Vilkårlige beslaglæggelser, anholdelser og deportationer var normen, og man føler både vrede og frustration, når man læser om Gaucks moder, der desperat leder efter sin mand. En mand, der er blevet ”hentet” og sendt til Sibirien i nattens mulm og mørke på grund af et vestligt marinetidsskrift, der var ankommet med posten samt et brev fra en ven, der var flygtet til Vesten.     

Der er dog også glimt af humor i bogen. Ikke mindst morede jeg mig kosteligt over Gaucks lakoniske beskrivelse af hans moders frieri til hans fader. Just hjemvendt fra en sørejse fra Cameroun spørger moderen sin kommende mand:

”Fik du mit brev?”

Min far kendte ikke til noget brev.

”Så ved du slet ikke, at vi skal giftes i morgen i Blankenese?”

Det oftest alvorlige emne til trods har Gauck en lun, rolig fortællestil, som jeg tænker er meget lig hans væremåde. Man aner svagt den kantede, stridbare Gauck i hans erindringer, men mest af alt mærker man en rolig mand, der er opmærksom og eftertænksom. Jeg følte mig i rigtig godt selskab bogen igennem og sad tilbage med den tanke, at Gauck var en mand, jeg gerne ville lytte til, samtale med og i det hele taget være i selskab med. Og det er jo ikke det værste indtryk at sidde tilbage med, når man har lagt en selvbiografi på hylden.

Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.