Bog

Familiens synder

Af (
2020
)

Anmeldelse

Familiens synder af Cara Hunter

06 mar.20

En ny forfatter, en ny serie og et nyt persongalleri - og det lover godt. Plottet er skruet rigtigt sammen med utallige tvist og en virkelig overraskende slutning.

En otteårig pige forsvinder sporløst, og kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kæmper en ulige kamp mod tiden, som er altafgørende, når det handler om forsvundne børn.

Der er ingen spor at gå efter, men som historien skrider frem, bliver det tydeligt, at intet er, som det ser ud til, og ingen fortæller sandheden om, hvad, der egentlig skete den dag, Daisy forsvandt. Dog er det sikkert, at begge forældre virker utroværdige, og de kommer derfor begge under mistanke. Det er dog svært for Adam og Everett og resten teamet i Oxford at bevise noget, og som tiden går, svinder sandsynligheden for at finde Daisy i live.

Jeg synes, historien fanger fra start af, og spændingen stiger jævnt bogen igennem. De mange drejninger overrasker læseren, og man skal hele tiden tænke forfra. Jeg er også vild med opbygningen af bogen. Den starter stille og roligt, og jeg havde i begyndelsen ingen fornemmelse af, hvem, der kunne have taget Daisy. Efterhånden som handlingen rulles ud og familien kommer under lup, ændrede jeg dog lige så stille opfattelse af både børn og voksne. Hvad angår Adam Fawley og Everett, fremstår de begge troværdige og autentiske, og jeg ser frem til at udvide bekendtskabet med dem og få mere at vide om deres privatliv og deres fortid.

Det øvrige persongalleri virker desværre lidt karikeret og stereotypt, især Barry og Sharon Mason, Daisys forældre. Men også ”De rige” fra kvarteret, hvor familien Mason bor, er unuancerede og fremstår så at sige som en enhed eller en person. Alt i alt finder jeg alligevel bogen rigtig god og spændende, og jeg glæder mig til næste bog i serien.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Oversætter
Brian Christensen
Faustnummer
47683866
ISBN
9788712059820
Antal sider
354

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer