Bog

Fakturaen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Fakturaen af Jonas Karlsson

30 jun.16

Kan man opgøre et menneskes samlede lykke i kroner og ører? Det kan man i Jonas Karlssons finurlige roman. God underholdning men også stof til eftertanke. Svensk feel-good når det er bedst.

Hovedpersonen i ´Fakturaen´ lever et stille og beskedent liv uden de store udsving. Han har et deltidsarbejde i en bedaget videobiks, og omgangskredsen begrænser sig til nogle ganske få venner. Men den monotone tilværelse forstyrres pludselig, da han modtager en særlig faktura med et beløb, der overstiger fem millioner kroner. Hans første reaktion er naturligt nok, at der må være tale om en fejl, så han kontakter det firma, som har udskrevet den store sum og finder ud af, at beløbet dækker den lykke, han har oplevet i livet. For vores ressourcer skal fordeles, og det gælder så sandelig også de gode oplevelser.

´Fakturaen´ rummer en skøn, humoristisk og velskrevet historie, som ud over at være ekstremt underholdende også mediterer over det moderne menneskes hypokondriske hykleri og over en ”tagen for givet”, som for mange resulterer i stress, angst og depressionslignende tilstande. På den måde er fortællingen tankevækkende og formår på en sortsatirisk måde, og uden at pege fingre, at få os til værdsætte det vi har, mens vi kan.

Da hovedpersonen ringer til firmaet første gang, får han telefondamen Maud i røret. Hun opsummerer lykken i hans liv og forklarer ham situationen og idéen med opkrævningen. Men selvom han ikke til fulde forstår meningen med det hele, opstår der noget særligt mellem de to, og han bliver besat af at ringe til hende. De holder af at tale med hinanden, og det går op for ham, at livet måske ikke har været så slemt endda. Der sker gradvist en forandring i ham, og vi aner et nyt håb og en drastisk drejning i hans ellers så monotone liv.

Bogen er svensk feel-good, når det er bedst. På overfladen er den let og luftig, men nede i lagene dejlig tung og tankevækkende. Flere steder trækker den tankerne i retningen af Gitte Broengs spøjse og stærkt underholdende ´Frøken klokken´, mens vi i samme ombæring fornemmer en snert af Orwells totalitære mareridt fra ´1984´. 

Jonas Karlssons beskrivelse af vores følelsesregister som noget konkret og målbart er en absurd, men gennemført og sjov idé, som gør bogen til en forfriskende læseoplevelse. En læseoplevelse, som i bogens regi sikkert vil overstige et tocifret millionbeløb! Så nyd, at oplevelsen er ganske gratis og ikke mindst din egen.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne skifter
Oversætter
Kamilla Jørgensen
Faustnummer
52396514
ISBN
9788779737761
Antal sider
151

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer