Anmeldelse
Eva af Katrine Buchhave Andersen
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvor er det svært at blive voksen! Fin lille roman om de mange valg og beslutninger, der skal tages.
Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved om jeg kan lide denne bog! Eller jo, jeg kan godt lide indholdet, det er mere formen jeg ikke er begejstret for!
Romanen handler om Eva, som lige er flyttet i ny lejlighed. Handlingen foregår i løbet af en dag!
Vi hører om alle hendes tanker blandet sammen med diverse Tv-programmer, der konstant bliver zappet imellem! Ordene ligefrem vælter ud af hende i en stor pærevælling, en bevidsthedsstrøm, som jeg finder lidt anstrengende!
Eva er forvirret og ked af det, bl.a. fordi hun lige har brudt med kæresten Michael. Hun ved ikke rigtigt, hvad hun vil og prøver i stedet at tale andre efter munden og gøre det, de synes hun skal, eller det hun tror, de synes. Hun er en menneskelig kamæleon, der prøver at tilgodese alles forventninger til hende! "Det er jo bare, fordi hun er bange for ikke at have ret. Så tør hun ikke åbne sig op og lukke en anden ind, Michael fx. Hun har tænkt, hun har regnet ham ud, og at han ikke har regnet hende ud overhovedet. Men hun ved jo ingenting. Så laver hun bare sine egne systemer, som hun ikke fortæller ham om, og det er da klart, han ikke kan regne dem ud, når hun slet ikke giver ham mulighed for det. Og hvad sker der for dét? Det er helt klart hende, som har et problem."
Der er igennem citaterne fra TV, nogle fine betragtninger over bl.a. de mange Reality-show og amerikanske serier, vi bliver bombarderet med:
"….til et talkshow. Fantastisk. Alle mennesker må kunne bruge det til noget. Enten kan de rakke ned på det, eller også kan de leve sig ind i det. Eller begge dele på én gang. Men det er utroligt, deltagerne gider."
En fin lille roman med en god beskrivelse af at være en ung kvinde i dagens Danmark, men formen… den kommer jeg aldrig til at holde af!
Anblik, 2007. 230 sider
Brugernes anmeldelser