Enhver

Nådesløst og gribende mesterværk om, hvor svært det er at blive gammel - skrevet af en af Amerikas helt store fortællere.

Alderdom er ikke en kamp; alderdom er en massakre konkluderer den navnløse fortæller Enhver, da han for syvende år i træk skal indlægges til en operation. Den af omfang lille - men i indhold store - roman åbner med hans begravelse på en gammel forfalden jødisk begravelsesplads i New Jersey og med de efterladtes taler. Derefter springer den frem og tilbage mellem forskellige livsfaser for til sidst at ende med hans død.

Vi hører om hans barndom i en lille by ved kysten, hvor faderen var juveler. Om broderen Howie, som han elskede og beundrede, men senere fik et mere køligt forhold til.  Ikke så meget fordi Howie var succesrig og mangemillionær, men især fordi han havde et jernhelbred. Vi læser om hans tre koner, der efterhånden som han selv blev ældre, blev stadig yngre. Og om hans tre børn, hvor han kun har kontakt til den yngste. Han har stadig stor appetit på livet, især kvinder.

Jeg har en dybt rodfæstet kærlighed til overlevelse. Jeg er den der er rejst, siger han efter 11. september – og slår sig ned ved kysten i New Jersey til et ørkesløst pensionistliv fyldt med selvmedlidenhed og bondeanger over det liv, det er blevet til.

Det kan alt sammen lyde trist, men det er det ikke! Det er et almenmenneskeligt drama, en forrygende roman om lysten til sex og rædslen for at dø, om sorg, om tab og om savn. Usentimentalt.

Sproget er, som altid hos Philip Roth, elegant og ubesværet. Og oversættelsen flyder flot. Titlen er hentet fra "Det gamle spil om Enhver", et anonymt skuespil fra 1600-tallet.

Det er en lille roman med stor styrke af en stor amerikansk forfatter. Han burde modtage Nobelprisen.

Oversat af Niels Lyngsø. Gyldendal, 2007. 198 sider